En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Klimaforandringer, forurening og miljøzoner har gjort livet surt for dem, der kan lide at lade bagdækkene gå op i røg ved lyskrydset. Det har aldrig været mere politisk ukorrekt at brænde olie af, og trods tilkomsten af ganske habile alternativer uden en oliebrænder under kølerhjelmen, er der lang vej til en løsning.

Selv i en hurtig elektrisk Tesla går det nemlig stadig ud over fire almindelige dæk, når man trykker pedalen i bund - og de består af cirka 80 procent olie. Et problem, den franske dækproducent Michelin nu vil til livs. Og løsningen, som man er nået frem til, er overraskende nok at skifte olien ud med træ.

Det kunne umiddelbart lyde, som om man er blevet enige om at sætte bilindustrien et par hundrede år tilbage og genindføre diligencerne. Men det er ikke helt sådan, det skal forstås. I stedet vil dækgiganten bruge affaldstræ og træflis fra savværker til at udvikle elastisk plastik, også kendt som elastomere.

Dækkene vil stadig have stort set samme opbygning, men den elastiske plastik skal erstatte de dele af dækket, der i dag indeholder olie. Til gengæld beholder det nye trædæk samme indhold af gummi, da dette som bekendt også stammer fra naturen. Michelin håber at kunne vise det første trædæk i 2020.

Det nye dæk bliver miljørigtigt på en anden måde, end vi kender det. Et økodæk defineres i dag som et dæk med lavere rullemodstand, der af denne grund kan spare bilisten en god brændstof i løbet af sin levetid. Det er dog endnu uvist, om Michelins kommende dæk også vil blive et økodæk i klassisk forstand.

Politiet har tidligere haft begrænsede muligheder for at stoppe bilister, der vælger at fortsætte med at køre, når de er blevet bedt om at stoppe. Ofte ender det i stedet i regulære biljagter, hvor føreren kan fortsætte kilometer efter kilometer i høj fart, indtil benzintanken løber tør, bilen forulykker, eller politiet har held til at få en sømmåtte under dækkene.

Men amerikansk militær er i gang med at udvikle et nyt våben, som én gang for alle kan sætte en stopper for de farlige biljagter. Våbnet er en stor strålekanon, der kan monteres bag på en pickup og er i stand til at udsende så kraftige mikrobølger, at det kan påvirke en bils elektronik og få den til at gå helt i stå.
Helt konkret går mikrobølgerne ind og påvirker bilens motorstyring, så motoren genstarter igen og igen. Det fungerer billedligt talt som en stor usynlig hånd, der tager fat om bilen og får den til at stoppe.

Bilen skal dog være inden for 50 meters afstand for at blive påvirket af strålekanonen. Militæret arbejder også på en større version, der angiveligt får en rækkevidde på et par hundrede meter. Det kræver til gengæld en tre gange så stor strålekanon, og den er derfor i højere grad beregnet til at stå stationært - eksempelvis ved indkørslen til en militærbase eller en kontrolpost.

I første omgang udvikler militæret strålekanonerne til at beskytte soldater og baser, men ifølge Defence One vil den store strålekanon også kunne stilles op på strategiske steder i byer. Her vil en strålekanon måske på sigt kunne stoppe terroranslag med lastbiler som dem, der har ramt Nice, Berlin og Stockholm.

Dieselbiler forurener, fusker med tallene og lægger et tæppe af særdeles sundhedsskadelige partikler ned over cyklister og fodgængere i storbyer over hele verden.
Omtrent det image har den kørende sælgers trofaste følgesvend, dieselbilen, fået, efter dieselskandalen begyndte at rulle tilbage i 2014. Så sent som i sidste uge foreslog Socialdemokratiet at forbyde salg af nye dieselbiler fra 2030, og i Tyskland har Hamborg allerede indført miljøzoner, der forbyder ældre dieselbiler.

Det er dog ikke alle, der har mistet troen på det udskældte brændstof, og tyske Bosch har nu angiveligt fundet en løsning, som kan redde både dieselbil og samvittighed.
Ved hjælp af ny teknologi er det lykkedes Bosch at sænke den skadelige NOx-forurening fra en VW Golf med svimlende 90 procent, så den kun udleder 13 mg/km - vel at mærke under de nye RDE-test, hvor bilen testes på vejen.

I 2020 må dieselbiler maksimalt udlede 120 mg/km under denne type test, og den nye teknologi gør altså motoren næsten 10 gange så ren, som det forventes.
Selv i bykørsel gennem Stuttgart udleder bilen angiveligt kun 40 mg/km NOx-partikler, hvilket ifølge Auto Express er omkring en trejdedel af, hvad der kræves i 2020.

Bosch var aldrig selv direkte impliceret i dieselskandalen, men udviklede ifølge mediet The Drive den software, som flere bilproducenter endte med at misbruge til at forbedre dieselbilernes forbrugstal.
Siden har den tyske teknologigigant sat alle sejl til for at redde dieselmotoren, og reduktionen i NOx-partikler er denne gang opnået gennem en omfangsrig ombygning af motoren frem for software.

Bosch har blandt andet optimerede turboladerne og ændret den måde, udstødningsgassen sendes rundt i motoren på. Systemet er afhængigt af bestemte dele i nye dieselmotorer og kan derfor ikke 'sættes på' gamle motorer. Det kan til gengæld allerede nu implementeres i nye biler.

'Den brutale fremtid for flysæder'.
Så kontant lyder det fra det australske medie News.com.au i beskrivelsen af en række nye flysæder, som i den grad betyder, at rejsende skal træne stængerne, inden de begiver sig ud på en flyvetur.

I de nye flysæder kan man nemlig ikke slå rumpen i sædet på samme måde som tidligere, da de er designet således, at man i stedet skal stå op på hele flyveturen. Der vil dog være et minimalt sædestykke, som man kan hvile rumpetten på, når lårmusklerne bliver lidt for ømme.

Ifølge Aviointeriors skal sæde-designet sikre, at der er plads til flere rejsende på flyet, da stå-sæderne fylder mindre end de almindelige siddepladser.
Ifølge virksomhedens egne beregninger, vil flyselskaberne kunne øge antallet af passagerer med hele 20 procent, hvis de udskifter de gamle sæder med de nye ståpladser, hvilket altså vil betyde, at flyselskaberne kan tjene mange flere penge, da de dermed har flere pladser at sælge.

Det er dog ikke første gang, at Aviointeriors forsøger at slå igennem med ideen om at få rejsende til at stå op på flyveturen. Allerede i 2010 og igen i 2014 forsøgte de at få flyselskaberne til at implementere de stående sæder på korte rejser, men ingen købte ideen.

Aviointeriors er ikke den eneste virksomhed, som har leget med ideen om at få rejsende til at stå op på flyveturen. Helt tilbage i 2003 introducerede flyproducenten Airbus idéen, og i 2010 annoncerede Ryanair-chef, Michael O'Leary, at han overvejede at have områder med ståpladser på sine fly.

Som altid, kan du klikke på overskriften, for at komme til original-artiklen. Dér kan du se et billede af det nye stå-sæde.

Et overset hul i vejen kan give selv den mest distræte fører en brat opvågning, og er hullet dybt nok, kan det gøre decideret ondt, når stødet forplanter sig op i sædet.

Netop denne oplevelse - eller øjeblikkelige afstraffelse, om man vil - har flere svenske kommuner længe testet som et middel til at få bilister til at sætte farten ned. På særligt udsatte veje har kommunerne nemlig installeret faldlemme, der kun aktiveres, når en bil nærmer sig med for høj hastighed - og det har virket over al forventning.
Antallet af fartsyndere er nedbragt markant, og derfor vil den svenske pendant til Vejdirektoratet, Trafikverket, nu også give den nye teknologi en chance

Faldlemmene - eller Actibump, som systemet hedder - fungerer ved hjælp af radar, der måler bilens hastighed, efterhånden som den nærmer sig. Baseret på radarmålingen afgør systemet, om faldlemmene skal aktiveres. Hvis det er tilfældet, sænker lemmen sig, så bilens dæk rammer en seks centimeter dyb metalkant.
Kører man derimod efter forskrifterne, så forbliver lemmen på linje med resten af vejen.

Det første sted, som Trafikverket vil placere faldlemme, er i vejbanerne på motorvej E65 ved Ystad. Og forsøget går allerede i gang i næste uge. Dermed er der nu faldlemme i Uppsala, Linköping, Västerås, Helsingborg og ved betalingsanlægget på Øresundsbroen.
Det første år, faldlemmene blev brugt på broen, faldt antallet af biler, der kørte for stærkt gennem betalingsanlægget, fra omkring 17.000 om måneden til 1300.

Elbiler kan køre stadigt længere på en opladning, men mange fravælger dem alligevel. Frygten for at skulle vente i timevis på en rasteplads, mens bilens batteri lader op, kan være en af grundene - men sådan behøver det ikke være.
I Sverige har man netop åbnet verdens første vej, hvor bilen kan lade op under kørslen, og derfor ikke behøver gøre stop undervejs.

Vejen, der er to kilometer lang og forbinder Stockholms Arlanda-lufthavn med et logistikcenter uden for hovedstaden, er blevet omdannet til det, der kunne minde om en gigantisk legetøjsracerbane. Vejen er nemlig blevet udstyret med to strømførende skinner, som elbilerne skal kobles på ved hjælp af en særlig gribearm under bilen. Bilerne kan dog stadig skifte bane og overhale, da gribearmen i så fald automatisk vil koble fra skinnerne.
Strømmen i vejen kræver selvfølgende en række sikkerhedshensyn, og skinnerne er blandt andet indrettet i sektioner på 50 meter hver, som kun er strømførende, når bilens gribearm er koblet til den specifikke sektion.
Skinnerne er samtidig i stand til at beregne bilens strømforbrug, så man kan opkræve betaling fra hver enkelt bilist.

Den elektriske vej koster cirka 7,5 millioner kroner per kilometer at opføre, og ifølge avisen har den svenske pendant til Vejdirektoratet, Trafikverket, allerede lagt en plan for, hvordan skinnerne kan udbredes til resten af vejnettet. For direktøren bag projektet er drømmen, at Sveriges 20.000 kilometer motorveje elektrificeres.

38-årige Wei Huang, som mistede livet sidste fredag, efter hans Tesla Model X ramte autoværnet og brød i brand på en motorvej i Californien, slap rattet i seks sekunder forud for ulykken. Det skriver Tesla i en pressemeddelelse:
»Føreren havde modtaget flere visuelle og en auditiv advarsel om at lægge hænderne på rattet tidligere på turen, og ifølge sensorerne var førerens hænder ikke på rattet i seks sekunder forud for ulykken.«

Tesla forsvarede fredag sikkerhedssystemerne i deres autopilotfunktion ved bl.a. at påpege, at der i gennemsnit indtræffer en fatal ulykke på de amerikanske veje efter 138 mio. kørte km. (86 mio. miles):
»Hvis du kører i en Tesla udstyret med autopilot-hardware, er sandsynligheden for at blive involveret i en fatal ulykke 3,7 gange mindre.«

I 2016 mistede en Tesla-fører livet i Florida, da hans bil overså en lastbil. Det fik ifølge BBC Tesla til at introducere nye sikkerhedsforanstaltninger, som slår autopiloten fra og standser bilen, hvis føreren slipper rattet i længere tid ad gangen.

Alt fra nedlagte fodboldstadions til tidligere gravpladser er blevet inddraget for at få plads til de over 300.000 dieselbiler, som Volkswagen AG de seneste måneder har tilbagekøbt fra forbrugerne i USA.
Helt konkret har den tyske bilproducent fyldt 37 store pladser i USA med biler, som er blevet tilbagekøbt som følge af den såkaldte dieselskandale, der brød ud i 2015.

I alt har det kostet den tyske bilproducent mere end 7,4 mia. dollar - svarende til knap 44,8 mia. kr.

»Disse køretøjer opbevares midlertidigt og bliver rutinemæssigt vedligeholdt på en måde, som sikrer deres langsigtede drift og kvalitet, så de kan returneres til handel eller eksporteres, når amerikanske regulatorer godkender udledningsændringerne,« har talsmand fra Volkswagen, Jeannine Ginivan udtalt.

Den amerikanske elbilproducent Tesla tilbagekalder 123.000 biler af typen Model S, der er produceret før april 2016. Det sker for at reparere et problem med styresystemet, hvor flere bolte risikerer at ruste, meddeler Tesla torsdag.

Boltene, der er lavet af den tyske leverandør Bosch, kan begynde at ruste, når de kommer i kontakt med vejsalt i kolde temperaturer.
Hvis boltene skulle ske at ruste og sætte servostyringen ud af spil, vil kunderne stadig kunne styre bilen. Det vil blot kræve flere kræfter af føreren, meddeler Tesla.

Selskabet understreger, at problemet ikke har resulteret i nogen ulykker, og at tilbagekaldelsen vil ske til mindst muligt besvær for kunderne.
Det vil tage omkring en time at udskifte boltene på et af Teslas servicecentre, oplyser selskabet.

Bare en lille måned efter lanceringen af Jaguars første, fuldt elektriske Jaguar I-Pace, går det engelske adelsmærke nu sammen med Waymo, der udvikler selvkørende teknologi til biler. Det har de to selskaber tirsdag annonceret forud for biludstillingen i New York.

Planen er, at op mod 20.000 elektriske Jaguarer skal ombygges med Waymos teknologi frem mod 2020. Waymo har i lighed med transporttjenesten Uber en flåde af selvkørende biler, der kører på offentlige veje i USA, og de mange Jaguarer skal blandt andet bruges i Waymos transportservice, som selskabet lancerer senere på året.

Waymo begynder allerede senere i år at teste de nye, selvkørende Jaguar I-Pace, og partnerskabet mellem de to selskaber vil ifølge Auto Express vare 8 år frem, når det formelt går i gang i 2020 - fire år, hvor Jaguar leverer biler, og fire år, hvor englænderne tilbyder service og reparationer.

Nordmændene har i marts købt nye elbiler fra Tesla med så stor iver, at bilproducenten ikke kan følge med.
Først måtte Tesla lægge destinationen om for de skibe, der sejler de nye elbiler til landet, fra Drammen til Gøteborg, fordi kapaciteten ikke er stor nok på havnen i Drammen. Og siden har producenten angiveligt fået så svært ved at finde lastbiler, der kan fragte bilerne fra havnen og ud til forhandlerne, at man har hyret fragtfirmaer ind, der bruger sikkerhedsmæssigt uforsvarlige lastbiler. Der er blandt andet eksempler på dårlige bremser, manglende lys, fejl på styringen og slidte dæk.
Ifølge det norske vejvæsen, Statens Vegvesen, er vogntogene litauiske.

Situationen har fået Tesla til at bremse leveringen til Norge, der er producentens tredjestørste marked efter USA og Kina. Tesla har herefter bekræftet over for NRK, at man har stillet krav til fragtfirmaerne om, at deres biler skal overholde myndighedernes krav.
- Det gør vi, og derfor må vi rydde op, så det kan komme i orden og blive, som vi forventer. Vi er ikke helt i mål, men har højt fokus på at lastbilerne skal indfri kravene, siger Even Sandvold Roland.

Teslas norske talsperson, Even Sandvold Roland, siger desuden til NRK:
- Vi arbejder på at rydde op. De dårlige lastbiler vil blive taget ud, så snart vi finder alternativer. Vi har bedt Norges Lastbilforbund om hjælp til at finde andre leverandører, som har kapacitet til vores volumen, siger han.

Den sidste måned i hvert kvartal er normalt den travleste hos Tesla, og denne måned er ingen undtagelse. På de tre første uger af marts har Tesla ifølge mediet Electrek leveret næsten 1000 nye biler til kunder i Norge mod bare 300 i årets første to måneder.

Drømmen om at bygge en bro over Kattegat bliver i den grad vakt til live igen. Det sker på baggrund af en ny rapport og nye tal fra Transportministeriet.

Hvis man dropper togskinnerne og alene laver en bilbro over Kattegat, vil den 58 milliarder kroner dyre bro kunne tilbagebetales af bilisterne selv på 32 år, fremgår det af rapporten.
Regnestykket bygger på, at prisen for at køre over en Kattegat-bro bliver på samme niveau som i dag på Storebæltsbroen, hvor det koster 240 kroner for en personbil uden BroBizz at køre over broen.

Konklusionen får nu et politisk flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti til at genoplive tankerne om at bygge en bro over Kattegat - men kun for biltrafik.

Forbindelsen vil blive ca. 46 km. lang, med først en 20 km. bro, så en motorvej over Sprogø, og derefter en 19 km. bro.

Den kinesiske regering gør alt, hvad de kan for at forberede sig på fremtidens biler. I 2022 åbner den første såkaldte 'super highway' mellem tre storbyer - et sekssporet monster af en motorvej, der skal gøre det nemmere at køre elektriske og førerløse biler.

Vejen bliver proppet med solceller og moderne teknologi, der ifølge avisen Hangzhou Daily vil kunne oplade elbiler, mens de kører på vejen. Samtidig vil et komplekst trafikdatasystem kunne forudse kødannelse og trafikpropper samt advare biler og bilister om eventuelle ulykker. Bilisterne slipper også for at skulle standse bilen, når de skal betale vejafgifter på strækningen. Det sørger en lille chip i bilen nemlig for, mens trafikken glider derudad.

Den nye motorvej er et led i overgangen til en førerløs fremtid. Alle disse smarte systemer skal nemlig gøre motorvejskørslen både hurtigere og sikrere.
- Automatisk kørsel er forholdsvist sikkert, hvis man sammenligner med manuel kørsel, fortæller Sun Zhang, der er professor ved Shanghai Tongji University, til Global Times.
- Sensorer i bilen og på vejen kan reagere meget hurtigere end mennesker, når der sker ulykker, og de kan opdage fejl og mangler for at sikre vejsikkerheden, siger han.

Nu får elbilejere bedre mulighed for at lade bilen op på arbejdspladsen. Ifølge en ny EU-aftale skal der i nær fremtid opsættes mindst én ladestander, når parkeringspladser til mere end 20 biler bliver anlagt eller renoveret ved større erhvervsbygninger.
Samtidig skal der lægges tomrør til fremtidig kabelføring på 20 procent af parkeringspladserne. Og fra 2025 skal medlemslandene desuden stille krav om, at der bliver opsat ladestandere på eksisterende parkeringspladser.

Oprindeligt var der lagt op til lidt mere vidtrækkende krav i forslaget fra EU-kommissionen. Den foreslog tilbage i 2016, at grænsen skulle gå ved 10 parkeringspladser, så også meget små pladser ville få ladestandere.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at sende indkøb af nye eltog i udbud. Togene skal erstatte IC3 og IC4. Vedligeholdelsen af de nye tog kommer producenten til at stå for, fremgår det af aftaleteksten. Det skal altså ikke længere være en opgave for DSB.

De skandaleramte IC4-tog forventes udfaset og skrottet midt i 2020'erne, mens IC3 udfases med udgangen af 2027.

Ole Birk Olesen siger, at der har været stor fokus på ikke at gentage IC4-skandalen.
- Derfor skal vi ud og have et tog, der i forvejen kører på europæiske strækninger.

- Har netop indgået aftale om at erstatte IC3 og IC4 med nye 150 eltog til 11 milliarder, som virker, er billigere i drift og forurener mindre, skriver De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, på Twitter.

Den danske operatør Autonomous Mobility har som den første sendt en ansøgning til Vejdirektoratet om at få lov til at køre med selvkørende busser i Danmark.

For selv om mange kommuner længe har luftet ambitioner om at få selvkørende teknologi på vejene, har ingen foreløbig sendt en ansøgning, fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Andreas Egense, som derfor glæder sig over at have modtaget den første.
Han forventer, at sagsbehandlingen vil tage i hvert fald tre måneder.

Siden juli har en lovændring gjort det muligt at gøre sig erfaringer med biler og busser, der kan køre selv, men alligevel har ingen søgt før nu.

Den store europæiske flyproducent Airbus er gået i gang med at udvikle fly, der kan betjenes uden piloter samt fly, hvor kun en enkelt pilot er nødvendig.
Dermed går flyindustrien samme vej som bilindustrien, der er langt fremme med førerløse og selvkørende biler.

Både Airbus og Boeing er i et teknologisk kapløb om at udvikle kunstig intelligens, der en dag vil sætte computere i stand til at betjene flyene uden indblanding fra mennesker.
»Vi undersøger mulighederne for fly med kun en enkelt pilot, og vi har behov for en masse teknologi, for at det skal kunne ske. Men den udvikling sender os også i retning af helt pilotfri betjening,« siger Paul Eremenko, der er direktør for teknologi (CTO) hos Airbus til Bloomberg.

»Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker er noget tøvende ved tanken om at skulle sætte sig op i et pilotfrit fly. Man har førerløse biler og busser, men det er noget helt andet, når det drejer sig om et fly,« siger Shukor Yosuf, der er stifter af konsulentfirmaet Endau Analytics i Malaysia til Bloomberg.

Det har i mange år, været en kendt sag at de fleste fejl er menneskelige fejl. Det er også derfor moderne fly stortset flyves uden piloternes medvirken. Det er meget begrænset hvad piloterne laver, og de er det mest til at tage over, hvis teknikken svigter.

Først og fremmest præsenterede Tesla sin nye satsning: En lastbil, der kan køre 800 kilometer i høj fart og med fuld last på en enkelt opladning. Det er endnu uvist, hvornår lastbilen kommer på markedet.

Teslas karismatiske stifter, Elon Musk, gav ved begivenheden ikke en pris på den kommende lastbil, men han siger, at en normal diesellastbil er "20 procent dyrere per mil end Teslas lastbil".

Mens det var forventet, at Tesla ville lancere en lastbil, så var aftenens anden afsløring mere overraskende.

Tesla lancerede således også en ny version af sportsvognen ved navn Roadster. Og den bliver ifølge Elon Musk historisk hurtig. Den nye Roadster kan således accelerere fra 0 til 60 mil i timen (knap 97 kilometer i timen) på 1,9 sekunder. Dermed bliver det den hurtigst accelererende, masseproducerede bil nogensinde.
Den nye Roadster har plads til fire personer og kan køre 1000 kilometer på en enkelt opladning. Den forventes at blive sat til salg i 2020.

Det vælter frem med nye elbilprojekter i alle afskygninger. Et af de mere spektakulære kommer med udspring fra universitet i svenske Lund. Her har en gruppe forskere og studerende udviklet den lille topersoners, men højteknologiske, Uniti elbil, som det nu er planen at sætte i produktion i Landskrona.

Bilen, der skal kunne fås med elmotorer på 15 kW og 40 kW, hvilket svarer til 20 hk og 54 hk, får en teoretisk rækkevidde på 150 km til 300 km.
Bilen, som er bygget i fiber og komposit-materiale og vejer 450 kg, byder bl.a. på trådløs induktions-opladning, et batteri, som kan tages ud og oplades andre steder end på p-pladsen og delvis selvkørende funktioner.

Det er planen at sætte en produktion i gang allerede i 2019 sammen med Siemens, og målet er at bygge 50.000 biler om året. De skal sælges til en pris på 20.000 euro eller 150.000 kr. per stk.

Det får stor betydning for kommende biler på vejene, hvis EU-Kommissionens forslag om krav til bilers fremtidige CO2-udledning vedtages.
Det vurderer Lars Aagaard, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi.

Hvis forslaget går igennem, vil det betyde, at antallet af hybrid og elbiler på vejene vil vokse, og prisen på dem vil falde, forudser direktøren.
- Man kan blive ved med at sælge den almindelige forbrændingsmotor. Men hver gang skal man sælge flere af de andre biler for at komme ned på gennemsnittet, siger han.

For nye biler, der bliver solgt i EU i 2030, bør den gennemsnitlige CO2-udledningen være 30 procent lavere end det mål, man har sat for 2021, lyder det i kommissionens forslag
Målet for 2021 er, at alle biler kun forurener med 95 gram CO2 for hver kørte kilometer.

Af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet fremgår det, at:

Vejdirektoratet har nu valgt entreprenør til den omfattende opgave med at bygge den nye Storstrømsbro. Valget er faldet på et joint venture bestående af Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit med Seteco Ingegneria som underrådgiver.
Det vindende joint venture består tre italienske entreprenørvirksomheder og en italiensk brorådgiver. Desuden har man benyttet det danske firma EKJ Rådgivende Ingeniører.

Det betyder at danske penge, til danske infrastrukturprojekter, igen går til udenlandske selvskaber, pga. EU's regler om udbud. Broen står til at koste ca. 2,1 mia. kr, og den samlede pris er ca. 4,1 mia. kr., da aftalen også omfatter nedrivning af den gamle Storstrømsbro.

Selvom der i pressemeddelelsen også står at:

Det valgte joint venture har som en central del af projektet placeret sin produktion af broens elementer på Masnedø i umiddelbar nærhed til det kommende byggeri.

er det nok tvivlsomt at der kommer ret mange danske arbejdspladser ud af det, da det uden tvivl vil være billigere, at benytte underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, sådan som det er set ved Metro byggeriet, hvor bl.a. polakker og rumænere blev betale helt ned omkring 65 kr/time.

Singapore er blot en smule større end Bornholm, og der bor mere end 5 mio. mennesker. Ifølge myndighederne udgør veje allerede 12 pct. af landets samlede areal.

Hidtil har myndighederne tilladt, at bilparken måtte stige med beskedne 0,25 pct. om året, men fra februar 2018 er det slut, østaten varsler stop for flere biler på landets gader og veje, og mener ikke, at der er plads til mere asfalt.

Singapore er allerede et af de dyreste lande i verden at eje sin egen bil. Staten kræver, at potentielle bilejere køber en tilladelse til at have egen bil. Tilladelserne gælder for 10 år, og de udbydes jævnligt i auktion. Ved det seneste udbud kostede en tilladelse til den mindste biltype mere end 190.000 kr. Dertil kommer bilens pris.

Tunge elbiler slider på vejene, lyder argumentet fra den norske regering, men forslaget møder hård kritik fra flere norske bil- og miljøorganisationer.
Afgiften skal baseres på vægt, og Teslaen er den eneste elbil på det norske marked, der er tung nok til at blive ramt af de nye planer. Det skriver flere norske medier.
Den nye afgift kan betyde en prisforhøjelse på 70.000 norske kroner (ca. 55.000 danske kroner) på de tungeste elbiler som en Model X, mens de lettere elbiler som Model S vil blive 7.000 kroner dyrere, skriver tv2.no.
Norge har ellers placeret sig stærkt som verdens suveræne leder inden for elbiler. 34,7 procent af nye biler solgt i 2017 indtil juli er elbiler, mod 9,0 procent for Island på andenpladsen. Danmark er endnu længere væk. Her er sølle 0,1 procent af de ny biler i 2017 indtil juli elbiler.
Det er den førerposition, som Norge nu gambler med, mener foreningerne i Norge.

I beregningerne kommer Vejdirektoratet ifølge ministersvaret frem til, at det vil medføre årlige gevinster på 80 millioner kroner, hvis man hæver fartgrænsen på udvalgte motorvejen fra 110 km/t til 130 km/t, mens det vil medføre gevinster på 83 millioner kroner, hvis man på de udvalgte landeveje hæver grænsen fra 80 km/t til 90 km/t.

I beregningerne antager Vejdirektoratet, at gennemsnitshastigheden vil stige med 2 km/t, hvis man hæver fartgrænsen fra 80 km/t til 90 km/t, og at gennemsnitshastigheden vil stige med 6 km/t, hvis man hæver grænsen fra 110 km/t til 130 km/t.

Det er Vejdirektoratet, der har udpeget de pågældende strækninger ud fra et kriterie om, at det ikke må gå ud over trafiksikkerheden.

Den amerikanske bilgigant General Motors vil gøre sig uafhængig af oliebaseret brændstof som benzin og diesel. Den nye strategi begynder allerede næste år med to nye elektriske modeller.
Med over ti millioner biler solgt sidste år er General Motors en af de helt store spillere på bilmarkedet. Nu har bilbosserne meldt ud, at man vil gøre sig fri af en tur til benzintanken og satse på en fremtid af batteridrevne biler. Det gælder mærkerne Chevrolet, Buick, GMC, Cadillac, australske Holden, HSV, kinesiske Wuling, Baojun, Jie Fang og østeuropæiske Ravon.

De nye bilafgifter, der blev en realitet 3. oktober, giver nye spændende varer på hylderne.
De såkaldte hybridbiler og pluginhybrider falder markant i pris, og langt flere danskere vil dermed kunne komme i nærheden af både de mere simple hybrider, men også avancerede pluginversioner, der kan lades op i stikkontakten og typisk køre op til et halvt hundrede km, før en benzinmotor tager over.
Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen mener ikke, at man skal undervurdere betydningen af prisfaldet.
- Det er det folkelige gennembrud for pluginhybrider, siger han med henvisning til, hvor meget hybridbil man får for pengene. Det er jo markedets mest avancerede bil til prisen, mener han.

Lanceringen af Teslas helelektriske tungtransport, også kaldet Tesla Semi, er endnu engang blevet udsat.
Udsættelsen sker ifølge direktøren, fordi bilproducenten ønsker at bruge tid på dels at løse problemerne med produktionen af Model 3 og dels for at fokusere på at finde en løsning på eludfordringerne i Puerto Rico.
»Tesla Semi afsløres nu 16. november. Ressourcerne bruges i stedet på at fikse Model 3-flaskehalse og til at forøge batteriproduktionen for Puerto Rico og andre berørte områder,« hedder det i direktørens tweet.