En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

For en time siden købte 15-årige Alex en flybillet til Bangkok. Familien turde ikke vente længere. I morgen fredag skal han nemlig være ude af landet, fik de at vide i fredags.
Alex' mor, Aoy, er thailænder og gift med Thomas Rasmussen. Han er kategorichef i et engrosfirma, og hun har sin egen frisørsalon på hovedgaden i Hillerød.

»Hvem sender et afslag med syv dages frist en fredag eftermiddag, hvor der ikke er mulighed for at kontakte myndigheder eller advokater før mandag morgen?« spørger Thomas Rasmussen.
Det gør Udlændingestyrelsen. Og på første side af afslaget fremgår det på engelsk, at hvis Alex ikke frivilligt forlader landet, vil han blive 'fjernet med magt'.

Efter at have talt med myndighederne mandag sendte Thomas Rasmussen tirsdag en klagesag til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen kan vælge at give Alex lov til at opholde sig i Danmark, mens klagesagen bliver behandlet.

Det har de i skrivende stund - dagen før Alex' sidste udrejsedag - endnu ikke taget stilling til. Thomas Rasmussen har fået at vide, at det kan tage fem til syv dage, fra klagesagen er modtaget, til de tager stilling til den del.
Han skal altså ikke forvente svar før i næste uge. Men allerede i morgen skal Alex være ude af landet, hvis han ikke vil risikere at få indrejseforbud i Schengenlandene i fremtiden.

På den anden side risikerer Alex ved i morgen at sætte sig på et fly til Bangkok at miste muligheden for at få lov til at opholde sig i Danmark, mens sagen kører, fordi han allerede er udrejst.
Dermed står hans sag også ringere i sidste ende, da han så ikke opnår yderligere tilknytning til Danmark i de mange måneder, som sagsbehandlingen kan tage.

15-årige Alex er ikke kriminel. Han er blot endnu et barn, der ligesom Mint, Aphinya og de andre udviste børn er kommet i klemme i en lov om integrationsvurderinger, som i første omgang slet ikke er sat i verden for at ramme børn som dem.