En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Bredt flertal for forbud mod kunstige jomfruhinder

- Nyheder (Ekstern) af

Det skal være slut med, at læger medvirker til at konstruere kunstige jomfruhinder. I hvert fald hvis det står til et bredt flertal i Folketinget, der fredag formiddag behandler et lovforslag, der er fremsat af regeringen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Lovforslaget skal sikre forbuddet.

Ifølge Ellen Trane Nørby er lovforslagets mål kort fortalt at aflive myten om, at kvinder skal bløde efter deres første samleje.
- Den er med til at fastholde kvinder i en undertrykt situation, og den bidrager til social kontrol, siger ministeren.

Socialdemokratiet, Alternativet og De Radikale støtter forslaget. Dansk Folkeparti bakker også op om forslaget, og Claus Kvist Hansen (DF) hæfter sig ved, at indgrebet er "kulturkosmetik", der ifølge ham er til for at tilfredsstille en kulturkreds, hvilket er en forkert vej at gå.

Ingen ved, hvor mange kvinder der årligt får konstrueret en jomfruhinde. Men de private klinikker, der udfører indgrebet, er få, og det samme er formentlig antallet af kvinder.

Ifølge regeringen bør straffen for en overtrædelse ikke være lavere end en bøde på 10.000 kroner.

Enhedslisten og SF støtter ikke forslaget. Enhedslisten mener, at der er usikkerhed omkring konsekvenserne for kvinderne.

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) er eksempelvis imod et forbud. Der findes ifølge DSOG kvinder, som er i livsfare, hvis det skulle blive kendt, at de før indgået ægteskab har haft samleje eller været udsat for et overgreb.

DSOG er bekymret for, at der vil være kvinder, som med et forbud vil opsøge løsninger uden for sundhedsvæsnet.

Dansk Selskab for Folkesundhed (Dasams) konstaterer, at en konstruktion af kunstige jomfruhinder er "et lille kirurgisk indgreb". Og hvis indgrebet udføres af læger, indebærer det "en meget ringe risiko for komplikationer". Derfor ser Dasams ingen grund til et forbud.

Kilder:
Bredt flertal for forbud mod kunstige jomfruhinder
Forbud mod konstruktion af jomfruhinder deler vandene