En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Mislykket pirat blev respekteret forskerI skæret fra et blafrende tællelys sad William Dampier bøjet over sine papirer og kradsede notater ned med sin fjerpen. Han ænsede ikke sine brovtende kammerater, der sad i en kreds få meter fra ham på skibsdækket og lod brændevinsflasken gå på omgang, mens de overtrumfede hinanden med skrøner fra verdenshavene.

Denne septemberaften i 1683 havde Dampier travlt med at beskrive de fugle, han samme dag havde set på Kap Verde-øerne ud for Vestafrika. Koncentreret nedfældede han alle detaljer:

Flamingoerne havde “næsten samme form som en hejre”, men var “større og rødlige i farven”. På afstand kunne man let forveksle en flok med en mur, idet “deres fjer havde samme farve som nye, røde mursten”, noterede han.

Efter at have beskrevet fuglenes udseende gik Dampier over til at fortælle om deres kulinariske kvaliteter. Som garvet søulk var han vant til at sulte i lange perioder, så selv en nok så eksotisk fugl blev ikke skånet.

“Kødet er magert og sort, men smager godt. Bagtil på tungen er en stor klump fedt, som smager himmelsk – en tallerkenfuld flamingotunger ville gøre sig fortrinligt på et kongeligt middagsbord”, bemærkede den 32-årige britiske sørøver.

Dampier fik ikke lov til at dvæle ved mindet længe, før han ufrivilligt blev draget ind i kammeraternes snak. Deres venskabelige drillerier havde udartet til en ophedet diskussion, og Dampier blev tilkaldt for at dæmpe gemytterne.

Inden han sluttede sig til de andre, rullede han omhyggeligt sine papirer sammen og stoppede dem i et bambusrør, som han forseglede med voks.

Mange af de 70 pirater på Revenge var vrede. De insisterede på, at skibet straks skulle sejle tilbage over Atlanten – tilbage til de gamle, velkendte jagtmarker i Caribien. Andre – deriblandt kaptajn John Cook – holdt på, at de skulle være tålmodige og vente på, at den store gevinst dukkede op i horisonten.

Dampier var på kaptajnens side.

I fire år havde han sammen med skiftende sørøverbander hærget i de dybblå farvande ved De Vestindiske Øer og langs den sydamerikanske kyst, hvor han havde plyndret både spanske havne og stribevis af tungtlastede spanske galeoner.

Men i de seneste par år var det blevet stadig sværere at ernære sig som pirat på de kanter, for ikke alene var spanierne blevet dygtige til at forsvare deres flydende skatkamre, sørøverne var også blevet et ugleset folkefærd, som nu blev fordrevet af deres tidligere samarbejdspartnere i Vestindien.

Hvor de britiske, hollandske og franske kolonister tidligere havde støttet sørøverne og med begejstring taget imod deres erobrede bytte, havde kolonisterne nu vendt piraterne ryggen. De tider var forbi, hvor sørøverne blev betragtet som heltemodige frontkæmpere, der sloges for at få en bid af de rigdomme, som de spanske conquistadorer uretmæssigt havde tiltusket sig gennem næsten to århundreder.

Nu blæste nye vinde: Kolonisternes købmænd havde erkendt værdien af fredelige handelsforbindelser, og i Vestindien var lovløshed og anarki så småt blevet afløst af ordnede forhold.

Som en konsekvens af de nye tider var sørøverne også forment adgang til deres vigtigste base for plyndringstogterne – Port Royal (det nuværende Kingston) – på Jamaica.

Et halvt år tidligere – i foråret 1683 – var William Dampier påmønstret Revenge i Virginia i Nordamerika, efter at han i knap et år havde holdt pause fra sørøverlivet og i stedet havde arbejdet på en tobaksplantage.

Men den frie og til tider ganske indbringende tilværelse som pirat var gået ham i blodet, så da hans gamle ven, sørøverkaptajnen John Cook, tilbød ham hyre på Revenge, slog han hurtigt til.

Cooks plan var at opsøge nye jagtmarker langs Chiles og Perus kyster. For at udnytte passatvindene ville han sejle til Vestafrika og med den gunstige vind i ryggen krydse tilbage over Atlanten med kurs mod først spidsen af Sydamerika og derefter op langs Stillehavskysten.

Efter at have rundet Sydamerika i hård sø nåede Bachelor’s Delight i marts 1684 til Juan Fernández-øerne i Stillehavet. Turen havde tæret hårdt på besætningen – halvdelen af sørøverne var dødssyge af skørbug – og kaptajn Cook døjede med høj feber.

Dampier derimod var frisk og munter, for selvom sørøveriet viste sig at have trange kår i Stillehavet, havde han meget andet at fornøje sig over: Overalt var der spændende dyr – fx var det næsten umuligt at bane sig vej gennem de store flokke af sæler og søløver, der boltrede sig langs Sydamerikas kyster.

Især var Dampier betaget af søløverne, hvis hoveder “mindede svagt om en løves”, og som var “så fede, at man kan skaffe en hel tønde olie ved at koge fedtet af en enkelt”.

I en rum tid havde Dampier og folkene på Bachelor’s Delight kæmpet side om side med andre piratbander – heriblandt kaptajn Charles Swan og hans besætning på Cygnet.

Da Dampier hørte, at den rødmossede, joviale Swan agtede at sætte kursen over Stillehavet til Asien, besluttede han at skifte til Cygnet. Udsigten til at opleve nye hjørner af verden – og ikke mindst erobre kostbarheder som krydderier, perler og silkestoffer fra Østen – var mere, end hvad Dampier kunne stå for, så en martsdag i 1686 var han på vej på nye eventyr.

På Guam blev Dampiers naturhistoriske interesse for alvor vakt. Han skrev side op og side ned om bl.a. kokospalmen, den eksotiske brødfrugt og de indfødte, som havde “lange og strenge ansigter”, og som var “dygtigere end noget andet folk til at bygge både”.

Efter lang tid uden landkending så Dampier og hans folk den 4. januar 1688 omsider en kyst forude – det var Ny Holland (det nuværende Australien), hvor ingen englændere før havde sat deres fødder. De indfødte – aboriginerne – blev chokerede og løb skrigende væk ved synet af de store, hvide mænd, som gik i land.

Dampier havde ikke meget tilovers for dette folk, som han kaldte det “elendigste i verden”. Han beskrev dem som magre og med fremstående øjenbryn.

“Øjenlågene er altid lukkede for at holde fluerne væk, for disse er så plagsomme her, at man ikke kan vifte dem væk med hånden. Derfor åbner de indfødte fra barndommen aldrig deres øjne som andre folk”.

I de følgende år nåede han vidt omkring – til fods drog han på opdagelse i Vietnam, hvor “indbyggerne er meget yndefulde, men har sorte tænder”, og hvor “elefantsnabler er en stor delikatesse”. Fra Vietnam gik rejsen videre til Malaysia og Indien.

I over 12 år havde han været på farten, men trods en række vellykkede plyndringstogter vendte Dampier hjem uden en mønt på lommen.

Til gengæld havde han noget andet – sine tykke og tætskrevne journaler fyldt med minder fra alverdens have og lande. Dampiers rejseberetninger udkom i 1697 under titlen “A New Voyage Round the World”, og værket blev øjeblikkeligt en bestseller, der udkom i fire oplag.

Dampier fulgte op på succesen med endnu et bind, som foruden medrivende historier rummede en banebrydende afhandling om havvinde og havstrømme. Fra at være en ukendt sørøver var William Dampier som ved et trylleslag blevet en agtværdig og respekteret forfatter.

Den tidligere sørøver blev hyldet af både folket og forskerne, og da det engelske admiralitet i 1698 planlagde en opdagelsesrejse til Australien og New Zealand, blev den rejsevante Dampier som en selvfølge udpeget til at stå i spidsen for ekspeditionen.