En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Debatten raser i Japan - må kvinder have briller på i arbejdstiden?

Kønnene atter i fokus på KU: Spørgeskema endte i hidsig debat

Mislykket pirat blev respekteret forskerI skæret fra et blafrende tællelys sad William Dampier bøjet over sine papirer og kradsede notater ned med sin fjerpen. Han ænsede ikke sine brovtende kammerater, der sad i en kreds få meter fra ham på skibsdækket og lod brændevinsflasken gå på omgang, mens de overtrumfede hinanden med skrøner fra verdenshavene.

Denne septemberaften i 1683 havde Dampier travlt med at beskrive de fugle, han samme dag havde set på Kap Verde-øerne ud for Vestafrika. Koncentreret nedfældede han alle detaljer:

Flamingoerne havde “næsten samme form som en hejre”, men var “større og rødlige i farven”. På afstand kunne man let forveksle en flok med en mur, idet “deres fjer havde samme farve som nye, røde mursten”, noterede han.

Efter at have beskrevet fuglenes udseende gik Dampier over til at fortælle om deres kulinariske kvaliteter. Som garvet søulk var han vant til at sulte i lange perioder, så selv en nok så eksotisk fugl blev ikke skånet.

“Kødet er magert og sort, men smager godt. Bagtil på tungen er en stor klump fedt, som smager himmelsk – en tallerkenfuld flamingotunger ville gøre sig fortrinligt på et kongeligt middagsbord”, bemærkede den 32-årige britiske sørøver.

Dampier fik ikke lov til at dvæle ved mindet længe, før han ufrivilligt blev draget ind i kammeraternes snak. Deres venskabelige drillerier havde udartet til en ophedet diskussion, og Dampier blev tilkaldt for at dæmpe gemytterne.

Inden han sluttede sig til de andre, rullede han omhyggeligt sine papirer sammen og stoppede dem i et bambusrør, som han forseglede med voks.

Mange af de 70 pirater på Revenge var vrede. De insisterede på, at skibet straks skulle sejle tilbage over Atlanten – tilbage til de gamle, velkendte jagtmarker i Caribien. Andre – deriblandt kaptajn John Cook – holdt på, at de skulle være tålmodige og vente på, at den store gevinst dukkede op i horisonten.

Dampier var på kaptajnens side.

I fire år havde han sammen med skiftende sørøverbander hærget i de dybblå farvande ved De Vestindiske Øer og langs den sydamerikanske kyst, hvor han havde plyndret både spanske havne og stribevis af tungtlastede spanske galeoner.

Men i de seneste par år var det blevet stadig sværere at ernære sig som pirat på de kanter, for ikke alene var spanierne blevet dygtige til at forsvare deres flydende skatkamre, sørøverne var også blevet et ugleset folkefærd, som nu blev fordrevet af deres tidligere samarbejdspartnere i Vestindien.

Hvor de britiske, hollandske og franske kolonister tidligere havde støttet sørøverne og med begejstring taget imod deres erobrede bytte, havde kolonisterne nu vendt piraterne ryggen. De tider var forbi, hvor sørøverne blev betragtet som heltemodige frontkæmpere, der sloges for at få en bid af de rigdomme, som de spanske conquistadorer uretmæssigt havde tiltusket sig gennem næsten to århundreder.

Nu blæste nye vinde: Kolonisternes købmænd havde erkendt værdien af fredelige handelsforbindelser, og i Vestindien var lovløshed og anarki så småt blevet afløst af ordnede forhold.

Som en konsekvens af de nye tider var sørøverne også forment adgang til deres vigtigste base for plyndringstogterne – Port Royal (det nuværende Kingston) – på Jamaica.

Et halvt år tidligere – i foråret 1683 – var William Dampier påmønstret Revenge i Virginia i Nordamerika, efter at han i knap et år havde holdt pause fra sørøverlivet og i stedet havde arbejdet på en tobaksplantage.

Men den frie og til tider ganske indbringende tilværelse som pirat var gået ham i blodet, så da hans gamle ven, sørøverkaptajnen John Cook, tilbød ham hyre på Revenge, slog han hurtigt til.

Cooks plan var at opsøge nye jagtmarker langs Chiles og Perus kyster. For at udnytte passatvindene ville han sejle til Vestafrika og med den gunstige vind i ryggen krydse tilbage over Atlanten med kurs mod først spidsen af Sydamerika og derefter op langs Stillehavskysten.

Efter at have rundet Sydamerika i hård sø nåede Bachelor’s Delight i marts 1684 til Juan Fernández-øerne i Stillehavet. Turen havde tæret hårdt på besætningen – halvdelen af sørøverne var dødssyge af skørbug – og kaptajn Cook døjede med høj feber.

Dampier derimod var frisk og munter, for selvom sørøveriet viste sig at have trange kår i Stillehavet, havde han meget andet at fornøje sig over: Overalt var der spændende dyr – fx var det næsten umuligt at bane sig vej gennem de store flokke af sæler og søløver, der boltrede sig langs Sydamerikas kyster.

Især var Dampier betaget af søløverne, hvis hoveder “mindede svagt om en løves”, og som var “så fede, at man kan skaffe en hel tønde olie ved at koge fedtet af en enkelt”.

I en rum tid havde Dampier og folkene på Bachelor’s Delight kæmpet side om side med andre piratbander – heriblandt kaptajn Charles Swan og hans besætning på Cygnet.

Da Dampier hørte, at den rødmossede, joviale Swan agtede at sætte kursen over Stillehavet til Asien, besluttede han at skifte til Cygnet. Udsigten til at opleve nye hjørner af verden – og ikke mindst erobre kostbarheder som krydderier, perler og silkestoffer fra Østen – var mere, end hvad Dampier kunne stå for, så en martsdag i 1686 var han på vej på nye eventyr.

På Guam blev Dampiers naturhistoriske interesse for alvor vakt. Han skrev side op og side ned om bl.a. kokospalmen, den eksotiske brødfrugt og de indfødte, som havde “lange og strenge ansigter”, og som var “dygtigere end noget andet folk til at bygge både”.

Efter lang tid uden landkending så Dampier og hans folk den 4. januar 1688 omsider en kyst forude – det var Ny Holland (det nuværende Australien), hvor ingen englændere før havde sat deres fødder. De indfødte – aboriginerne – blev chokerede og løb skrigende væk ved synet af de store, hvide mænd, som gik i land.

Dampier havde ikke meget tilovers for dette folk, som han kaldte det “elendigste i verden”. Han beskrev dem som magre og med fremstående øjenbryn.

“Øjenlågene er altid lukkede for at holde fluerne væk, for disse er så plagsomme her, at man ikke kan vifte dem væk med hånden. Derfor åbner de indfødte fra barndommen aldrig deres øjne som andre folk”.

I de følgende år nåede han vidt omkring – til fods drog han på opdagelse i Vietnam, hvor “indbyggerne er meget yndefulde, men har sorte tænder”, og hvor “elefantsnabler er en stor delikatesse”. Fra Vietnam gik rejsen videre til Malaysia og Indien.

I over 12 år havde han været på farten, men trods en række vellykkede plyndringstogter vendte Dampier hjem uden en mønt på lommen.

Til gengæld havde han noget andet – sine tykke og tætskrevne journaler fyldt med minder fra alverdens have og lande. Dampiers rejseberetninger udkom i 1697 under titlen “A New Voyage Round the World”, og værket blev øjeblikkeligt en bestseller, der udkom i fire oplag.

Dampier fulgte op på succesen med endnu et bind, som foruden medrivende historier rummede en banebrydende afhandling om havvinde og havstrømme. Fra at være en ukendt sørøver var William Dampier som ved et trylleslag blevet en agtværdig og respekteret forfatter.

Den tidligere sørøver blev hyldet af både folket og forskerne, og da det engelske admiralitet i 1698 planlagde en opdagelsesrejse til Australien og New Zealand, blev den rejsevante Dampier som en selvfølge udpeget til at stå i spidsen for ekspeditionen.

Det er bestemt ikke videre morsomt at have influenza. For særligt sårbare grupper kan det endda være dødeligt.

I 2017-2018 havnede rekordmange på hospitalet, og 1.400 personer døde som følge af influenza, ifølge Norges sundhedsmyndigheder, Folkehelseinstituttet.

Det er kroppens kamp mod virussen, som er skyld i den ubehagelige sygdomsfølelse, siger Tone Gregers, som er lektor i biologi ved Universitet i Oslo.

»Kroppen skruer op for temperaturen, for så er det ugunstigt for virussen at formere sig i vores celler. En hel del betændelsesstoffer bliver udskilt, som er med til at dræbe de inficerede celler, og efterhånden bliver en mere varig immunrespons dannet,« fortæller Tone Gregers, som har skrevet en bog om vacciner.

Vi kan opnå en tilsvarende immunrespons gennem en influenzavaccine.

Men det er ikke sikkert, at vi er beskyttet igennem længere tid, for vores immunforsvar genkender ikke nødvendigvis influenzavirussen, når influenzaviraene igen er på spil den følgende sæson. Det handler om, hvordan én virus bliver til mange.

»Influenzavirussen udnytter en svaghed i, hvordan den formerer sig,« bekræfter Olav Hungnes, seniorforsker ved Folkehelseinstituttet og leder af Norges Nationale Influenzacenter.

For når en influenzavirus formerer sig i kroppen, sker der mange fejl på vejen: Virussens arvestof muterer meget let. Mange mutationer betyder, at virussen holder op med at have effekt, men så længe den kan angribe vores celler – og formere sig indeni dem – er mange mutationer faktisk en fordel.

»Influenzavirussen kan 'forklæde sig' og snige sig væk fra immunforsvaret. Derfor er mæslinger en børnesygdom, mens influenza er noget, vi risikerer at få hele livet,« forklarer Olav Hungnes.

Desuden findes der mange forskellige slags influenzavira, og mange af dem forandrer sig fra år til år.

Hvorfor muterer influenzavirussen så ofte?

En del af forklaringen handler om, hvad arvestoffet er produceret af – altså den 'opskrift' som ligger indeni virussen, og som fortæller den, hvordan den skal formere sig.

For mens vira som eksempelvis skoldkopper og herpes har samme type arvestof som os – DNA – er opskriften på influenza lavet af et andet arvestof.

»Influenzaviraene er en RNA-virus, og de muterer meget hurtigere,« forklarer Bjarne Bogen, professor i immunologi ved K.G. Jebsen-senter for forskning i influenzavacciner ved Universitetet i Oslo.

Men det er ikke kun influenzavira, som har et arvestof, der muterer så let.

»Også HIV-virussen er en RNA-virus, og den muterer jo ekstremt hurtigt, mens andre vira ikke ændrer sig synderligt, og så varer én vaccine hele livet,« fortæller Bjarne Bogen.

Bjarne Bogen og hans kolleger forsøger at fremstille en vaccine, som kan beskytte mod alle de forskellige influenzatyper – og helst for resten af livet.

Håbet er, at den nye vaccine også kan beskytte mod pandemier, for med jævne mellemrum krydser en influenzavirus fra dyr til mennesker, hvilket kan resultere i en verdensomspændende influenzabølge. Senest var i forbindelse med svineinfluenzaen i 2009.

Fugleinfluenza og svineinfluenza, som kan være dødelige for mennesker, smitter sjældent arterne imellem.

Nogle af de værste pandemier, vi har oplevet, har netop været konsekvensen af en viruskrydsning fra mennekser og dyr.

Når Elon Musk fortæller om planerne for Starship, kan det være svært at vide, om han er gal eller genial.

Starship vil blive verdens største rumskib med plads til op mod 100 astronauter eller turister, og Elon Musk ser rumskibet som starten på en kolonisering af solsystemet - i første omgang Mars.

Det er planer, der er meget forskellige fra alt, hvad der ellers diskuteres i verdens rumagenturer, men man er nødt til at tage ham alvorligt, for hans firma SpaceX har allerede på flere måder ændret rumfarten.

Således har SpaceX bygget den mest anvendte raket i USA, Falcon 9, og her bragt priserne for en opsendelse ned, ved som de første at bringe første trin til landing, så det kan genbruges.

SpaceX har også bygget rumskibet Dragon, som fra næste år skal færge astronauter op til rumstationen ISS.

Og med deres Starlink-projekt står SpaceX bag verdens hidtil største satellitprojekt – tusinder af satellitter, som for alvor skal gøre internettet globalt. De første 60 satellitter er allerede i bane.

Så med den baggrund er der grund til at lytte, når Elon Musk præsenterer et nyt projekt – og især når han allerede har foretaget de første afprøvninger.

Starship er den fælles betegnelse for en raket med to trin.

  • Første trin er en meget stor raket kaldet Super Heavy
  • Andet trin er bygget sammen med selve rumskibet Starship

Begge trin er beregnet til at skulle genbruges.

Når Starship løfter sig fra rampen, har den en vægt på 5.000 ton, hvilket er 2.000 ton mere end den amerikanske måneraket Saturn 5.

Vægten fordeler sig med cirka 3.500 ton til første trin Super Heavy og cirka 1.500 ton til andet trin og rumskib.

Rakettens samlede længde er 118 meter, hvilket er næsten 13 meter mere end Københavns Rådhustårn, og godt 8 meter mere end længden af Saturn 5.

Alene Super Heavy er større end Saturn 5 og afviger på to punkter fra alle andre raketter:

  • Raketten bruger motorer drevet af flydende metan og flydende ilt
  • Raketten bygges af stål og ikke af kulfiberbaserede materialer eller letmetal

Super Heavy får et sted mellem 31 og 37 raketmotorer af nyeste konstruktion. Motorerne hedder Raptor, og de drives som sagt af flydende metan og flydende ilt.

Brugen af flydende metan er et brud med brugen af det mest effektive raketbrændstof, som er flydende brint. Typisk for Musk, så går han efter et brændstof, som er billigt og let at have med at gøre, frem for at gå efter den højeste effektivitet.

Flydende brint er ved en temperatur på -253o vanskeligt at arbejde med, og desuden er massefylden så lav, at brændstoftankene bliver store og tunge.

Med en temperatur på -161 grader er flydende metan lettere at arbejde med, og desuden er massefylden af flydende metan så høj, at brændstoftankene ikke bliver urimeligt store.

For at opsende den 5.000 ton tunge raket er der brug for mellem 31 og 37 motorer i første trin. Her kan SpaceX henvise til, at de med Falcon Heavy allerede har fået 27 – ganske vist mindre – motorer til at arbejde sammen.

Andet trin, der vil være udstyret med seks Raptor-motorer, er som nævnt sammenbygget med selve rumskibet. Fuldt lastet med brændstof kommer det til at veje 1.500 ton, så alene andet trin er langt større end de raketter, der anvendes i dag.

En anden nyskabelse er, at raket og rumskib bygges af rustfrit stål i stedet for en letvægtslegering af aluminium og lithium eller kulfiberbaserede materialer. De har bestemt deres fordele, men så fandt SpaceX en legering af rustfrit stål, som i stedet for at blive skørt ved lave temperaturer bliver stærkere end aluminium-lithium.

Da både flydende metan og flydende ilt er temmelig kolde, så er det en så vigtig egenskab, at Musk valgte stålet – som desuden også er lettere at arbejde med end de meget dyre materialer, man hidtil har anvendt. Man kan endda konstruere raketter udendørs, og det tiltaler Musk, som mener, at det vil tage alt for lang tid at bygge store hangarer til de første prototyper.

At læse beskrivelsen af selve rumskibet Starship er som at læse en science fiction-roman fra 1940'erne:

Der er plads til 40 kabiner, et eller flere fælles opholdsrum, et stort køkken og måske også en lille have til dyrkning af grønsager.

Det eneste meget moderne er et ’beskyttelsesrum’, hvor man kan søge tilflugt i tilfælde af en solstorm, som kan fylde rummet med dødbringende stråling.

Hvis rumskibet optankes ude i rummet, kan Starship i princippet flyve ikke bare til Mars, men også længere ud i solsystemet til Jupiters og Saturns måner.

Med al den begejstring for menneskets fremtid i rummet er det nu lidt pudsigt, at Musk selv har betegnet det ganske store problem med at holde mennesker raske og sunde under lange rejser eller kolonisering, som ’et muldvarpeskud’ i forhold til at bygge raketter og rumskibe. Han burde måske tale med nogle af de astronauter, som har erfaring med langtidsophold på ISS.

Et andet punkt, hvor han er blevet kritiseret, er – trods planerne om et beskyttelsesrum – at tage ret let på strålingsfaren. Han erkender, at der er en øget kræftrisiko ved at flyve i rummet, men hertil siger han ’it's not too big of a deal’.

Gad vist, hvad passagererne vil sige, når de får at vide, at de på hele rejsen til Mars vil se små lysglimt i øjet, og hvor hvert glimt repræsenterer en kosmisk partikel, der kommer ind i kroppen og ødelægger celler.

Som man kan se, tænker Musk ret ukonventionelt. Han kan godt lide begrebet ’undesigning’, hvilket i praksis er en anden måde at sige ’Keep it simple’. Som han siger: ’Undesigning is the best thing. Just delete it’.

Men i de 17 år SpaceX har eksisteret, har princippet stort set virket, og det endda så godt, at firmaet virkelig har kunnet ændre måden, vi driver rumfart på.

Man kan ikke sige andet, end at Elon Musk er optimist, når han taler om de kommende afprøvninger af Starship.

For tiden er det kun en lille model af andet trin, der har foretaget nogle små hop. Det er sket to gange, 25. juli og 27. august 2019.

Ved det første hop i juli nåede man en højde på 20 meter, og ved det andet hop i august en højde på 150 meter. Ved disse forsøg blev der kun anvendt en Raptor-motor. Senere i år planlægges en flyvning til en højde på 20 km.

Det er da en begyndelse, selv om den er ret beskeden. Alligevel taler Elon Musk om at sende Starship i bane om Jorden allerede i 2020. Problemet er bare, at Starship kun kan komme i bane, hvis den bruger Super Heavy som første trin.

Da man først begynder at bygge Falcon Heavy i 2020, så det er meget optimistisk at tale om en flyvning ud til banen om Jorden allerede samme år, man begynder at bygge raketten.

For at holde prisen nede, er det planen, at begge trin skal være fuldt genanvendelige og hurtigt kunne gøres klar til nye flyvninger – gerne i løbet af en uge eller endnu hurtigere.

Men helt så simpelt som at gøre et passagerfly klart bliver det jo aldrig. En raket, som er højere end rådhustårnet i København, er svær at flytte rundt med – for slet ikke at tale om optankningen med tusinder af ton koldt brændstof.

Det er meget svært at forestille sig, at Starship kan flyve en gang om ugen – det tog jo måneder og flere hundrede teknikere at gøre en rumfærge klar til flyvning. Er Starship mon et så stort spring fremad?

Arkæologer har gjort et unikt fund af resterne fra mindst 14 eksemplarer af den afdøde elefantart mammutten.

Fundet er gjort i det centrale Mexico og består af 800 knogler.

Samtidig mener arkæologerne, at de for første gang nogensinde har fundet en mammutfælde.

Den skal for over 14.000 år siden være blevet brugt af mennesker til at fange de enorme planteædende dyr.

Fundet af mammutresterne blev gjort i Tultepec nær det sted, hvor den mexicanske regering er i gang med at bygge en lufthavn til Mexico City.

Visse steder bar knoglerne tegn på, at dyrene havde været udsat for jagt.

Det førte eksperterne til at konkludere, at de havde fundet "verdens første mammutfælde".

-Mammutter levede her i tusindvis af år. Flokkene voksede, forplantede sig, blev jaget og døde. De levede sammen med andre arter, heriblandt heste og kameler, siger arkæolog Luis Cordoba.

Forskerne mener, at der boede mindst fem mammutflokke i området.

Elefantens fætter var engang blandt de mest udbredte planteædere i Nordamerika og Sibirien, men blev truet på grund af stigende jagt og et varmere klima.

Nogle få overlevede i det østlige Sibirien, indtil de uddøde endeligt for omkring 4000 år siden.

Flere end 11.000 forskere fra 153 lande slår alarm om klimakrisen.

Forskerne har tirsdag publiceret en fælles erklæring i det videnskabelige tidsskrift Bioscience Magazine. Det skriver nyhedsbureauet dpa tirsdag aften.

Krisen kan bringe 'hidtil usete lidelser' for menneskeheden, hvis ikke der skrides til drastiske handlinger.

-Forskere har en moralsk forpligtelse til klart og tydeligt at advare om enhver trussel mod menneskehedens eksistens, skriver forskerne i erklæringen.

-På trods af 40 års globale klimaforhandlinger har vi med få undtagelser fortsat, som vi plejer, og vi har i grove træk ikke formået at adressere krisen, skriver de.

-Klimakrisen er her, og den accelererer hurtigere, end de fleste forskere havde regnet med.

De mange tusind forskere foreslår en række tiltag, som vil kunne mindske de værste konsekvenser af klimakrisen.

Herunder at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, at gå over til en mere plantebaseret kost, beskytte jordens økosystemer og stabilisere størrelsen på verdens befolkningstal.

Forskerne skriver, at de er "opmuntrede over den nylige bølge af bekymring" for klimakrisen, som blandt andet er kommet til udtryk ved studenterdemonstrationerne "Fridays for Future" og andre græsrodskampagner.

Forskerne opfordrer alle mennesker til at 'gribe til handling for at bevare livet på Jorden, vores eneste hjem'.

Derudover tilføjer de, at Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning under to grader ikke er godt nok.

-Selv hvis alle klimamålene blev indfriet, ville det være mindre end halvdelen af, hvad der er behov for at gøre for at begrænse accelereringen af klimaforandringerne i det næste årti, skriver de.

Indtil slutningen af middelalderen var ringbrynjen den mest benyttede form for rustning på de europæiske slagmarker.

Ringbrynjen bestod af tusinder af små, sammensatte metalringe, som beskyttede mod stik og hug fra knive og sværd.

Samtidig gav ringbrynjens konstruktion krigerne god mulighed for at bevæge sig frit under de brutale nærkampe.

Et stort minus var dog, at ringbrynjen var uhyre kostbar og arbejdskrævende, fordi den blev lavet, ved at en håndværker manuelt satte de utallige små jernringe sammen.

Da armbrøsten begyndte at dukke op på slagmarkerne omkring år 1000, begyndte først adelen og senere fodfolk at supplere deres ringbrynjer med store metalplader for at modstå de kraftfulde pile.

Det endelige nådeslag mod ringbrynjens dominans kom et par århundreder senere, da krudt og skydevåben indtog kampene.

De små metalringe kunne ikke længere beskytte deres ejermænd mod livsfarlige skader, og i stedet blev pladerustningen den primære beskyttelse.

Vanvittig forurening: Nej, det er IKKE sne

Skandaløse afslag: Basims kone må ikke komme til Danmark