En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Hvis du som forbruger går med tanker om at skifte plasticposerne ud med en mulepose af bomuld, skal du være opmærksom på, at den ikke nødvendigvis er mere økonomisk i miljøregnskabet, end poserne af plastic er det.

Ifølge Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, er det dog værd at huske på, at det også koster i miljøregnskabet, når der skal fremstilles nye muleposer.
»Man skal bruge stof-muleposen 130 gange, før det kan betale sig i forhold plasticposen. Men ellers kan man jo også genbruge plasticposerne. Det vigtigste er, at man bruger dem mange gange til indkøb og ikke bare bruger dem som skraldepose, når man er kommet hjem,« siger hun til DR

Danskerne bruger ifølge Miljøstyrelsen omkring 460 mio. plasticposer om året, hvoraf omkring 350 mio. af dem købes i supermarkeder.

Når sne og is lander på veje og fortov landet over, er det også ensbetydende med, at landets omkring 1,5 millioner husejere skal tidligt ud af fjerene for at salte fortovet.
Husejerne er nemlig forpligtet til både at salte og rydde fortovet for sne, så postbuddet eller naboen ikke falder og brækker armen. Dette skal ske i tidsrummet mellem klokken 7.00 og 22.00 på hverdage og lørdage mellem 8.00 og 22.00 på søndage.

Men får du det ikke lige gjort, og glider fru Jensen på det glatte fortov, så er ansvaret dit, og så kan du risikere at skulle betale en erstatning.
Derfor er det vigtigt at være forsikret. Og i situationer som disse, vil du automatisk være det gennem din husforsikring. Sådan lyder det fra Susanne Noer, der er forsikringsmægler hos forsikringsselskabet Contea.

Det betyder dog ikke, at man bare skal vælge at sove længe og helt droppe snerydning og saltning vinteren igennem.
- Selvfølgelig er det klart, at hvis vedkommende glemmer at salte mange gange på en vintersæson, så smider forsikringsselskabet nok personen ud.
- Men forsikringen er simpelthen lavet for at beskytte den svage part, som i dette tilfælde er personen, der er faldet. For han eller hun skal selvfølgelig have en erstatning, siger Susanne Noer.

Det kniber lidt med kønslivet blandt nogle af Nordsøen Oceanariums mest populære dyr, nemlig søhestene.
Akvariet i Hirtshals plejer at være selvforsynende med nye dyr idet individerne gerne formerer sig. Det har dog været lidt knebent med familieforøgelsen det sidste stykke tid, og det har fået akvarieassistenterne til at lægge hovederne i blød for en løsning.

Der er meget nøje blevet udvalgt tre søhestepar. Søhestene er flyttet til et akvarium i karantæneområdet, da man der både kan regulere vandtemperaturen og bedre holde øje med hvor meget de spiser. Når vandtemperaturen skrues i vejret, fra ca. 17 til 20 grader, tror søhestene at det er sommer og dermed yngletid.

Det er i øvrigt hannen, der "bliver gravid" og bærer de befrugtede æg i sin pung på maven i ca. fire uger, før æggene klækker og ungerne fødes.

Udenlandske arbejdstagere bryder loven, hvis de arbejder gratis i danske foreninger, for eksempel som træner i børnenes fodboldklub. Straffen er bøde og en karantæne på 15 år, hvor de ikke må søge om permanent opholdstilladelse i Danmark.

»Hvis en udlænding er træner, underviser eller på anden måde tilrettelægger, assisterer eller i kraft af sin adfærd indgår i en virksomhed eller organisations arbejdsrelaterede aktiviteter, vil dette være at betragte som arbejde i udlændingelovens forstand«, skriver Siri (Styrelsen for International Rekruttering og Integration, red) og tilføjer:
»Det betyder, at en udlænding som udgangspunkt skal søge tilladelse om bibeskæftigelse som fodboldtræner«.

Problemet er bare, at Siri kun godkender bibeskæftigelse, der har en »naturlig sammenhæng med udlændingens hovedbeskæftigelse«. Og hvis man arbejder som forsker eller it-ingeniør, har det intet at gøre med at øve indersideafleveringer med lilleputholdet.

Dermed er udlændingene afskåret fra at bidrage med arbejdskraft til det, der kaldes Foreningsdanmark – de knap 12.000 foreninger med over 2,5 millioner medlemmer.
Loven er specifikt målrettet midlertidige arbejdstagere fra tredjelande. Statsborgere fra EU/EØS-lande, Schweiz og Norden er undtaget loven. Det samme er flygtninge og folk på humanitært ophold.

Klubben af lande, der bakker Danmark op i kampen om børnechecken i EU, vokser sig større. Senest har Holland meldt sig ind.

Danmark har længe arbejdet for at ændre EU's regler, så ydelsen kan sænkes, hvis modtagerens børn bor i udlandet, hvor det er billigere at leve end i Danmark.
Det gælder eksempelvis i Rumænien, påpeger ministeren. Her har den danske børnecheck en værdi, der er tre gange så stor, som den er i Danmark, vurderer han.

Tal fra Skatteministeriet viser, at omkring 5000 danske børnechecks blev sendt til andre EU-lande i 2013 til en pris af 88 millioner kroner.
Ud over Holland og Tyskland bakker også Irland og Østrig op om det danske synspunkt.

For danskere gælder der helt andre regler. Her gælder det at "Både barn og modtager skal bo og opholde sig i Danmark". Sjovt nok stilles lige netop dette krav ikke til europærer, hvilket ellers ville kunne løse børnecheck-problemet.

Formanden for de tyske socialdemokrater, Martin Schulz, opfordrer på SPD's kongres torsdag til, at der skrives en ny forfatning for Europas Forenede Stater. De medlemslande, der ikke vil skrive under, må forlade EU. Det siger han i sin tale til de delegerede.

Han mener, den nye traktat skal være færdig senest i 2025.
- Denne forfatningstraktat skal så fremlægges i alle medlemsstater. De, som ikke er enige, skal automatisk forlade EU, lyder hans idé.

Han mener, at et forenet Europa skal sørge for sikkerhed både internt og ude i verden. Det skal kunne varetage skat og pengepolitik, asylpolitik og udviklingshjælp.

USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad og forbereder at flytte - trods stor bekymring og adskillige advarsler - sin ambassade til byen.

USA vil nu finde arkitekter, der skal tegne den planlagte ambassade, meddeler Trump. En kommende amerikansk ambassade i Jerusalem skal være en "hyldest til fred", siger præsidenten.

Det Hvide Hus har på briefinger før Trumps meget kontroversielle erklæring understreget, at anerkendelsen af Jerusalem ikke er udtryk for en ændret indstilling til fredsprocessen.
USA støtter forsat en fred mellem israelere og palæstinensere, vurderer Trumps regering, og onsdagens beslutning bringer hverken en fred længere væk eller tættere på.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, hylder Trumps udmelding som en "historisk milepæl".
Netanyahu siger, at det i en fremtidig fredsaftale med palæstinenserne skal fremgå, at Jerusalem er Israels hovedstad. Han opfordrer samtidig andre lande til at følge USA's eksempel.

Det ville jo være mægtigt fint, om USA så samtidig grundigt opfordrede til at stoppe de folkeretsligt ulovlige bosættelser, til gengæld for en anerkendelse af Jerusalem som hovedstad. Det kommer dog nok ikke til at ske, da palæstinenserne er muslimer, og derfor skal bøde for alle andre muslimers dårlige opførsel.

Propaganda-maskinen i Pyongyang arbejder på højtryk for at promovere regimet over for befolkningen og skabe skræk over for landets fjender. Sidste uges test af langdistance-missilet Hwasong 15 var ingen undtagelse. Her var alt nemlig ikke, hvad det så ud til at være. En amerikansk arkæolog, der også er ekspert i meteoritter og spionsatellitter, fulgte missiltesten i dagene efter, og en ting undrede ham. Med ekspertise i stjernehimlen var der noget, der ikke gav mening.

To billeder af missilets opsendelse, der er taget fra den samme vinkel, havde ikke samme baggrund, kunne han konkludere. Dr. Marco Langbroek greb derfor til Twitter, hvor han beviser, at de to billeder slet ikke har de samme stjerner i baggrunden.
- Så jeg har lige fundet ud af, at Nordkorea fusker med deres Hwasong 15 affyringsfotos. To billeder fra samme vinkel, men med to vidt forskellige baggrunde. Orion (sydøst) versus Andromeda (nordvest), skriver han.

På trods af, at billederne altså er blevet manipuleret med, så skifter stjernebilledet fra hvert enkelt foto, men det er faktisk alligevel noget af en bedrift, mener en af Dr. Marco Langbroeks bekendte.
Når man fotograferer et lysende objekt om natten, er det ofte svært at få stjernerne med på billedet, men det har det tydeligvis ikke været for regimets fotografer. På billederne kan man nemlig se en del stjerner, der ligger meget langt væk fra vores planet. Andromedagalaksen ligger 2.537.000 lysår væk, men selv om man har stillet skarpt på missilafyrringen, så kan den altså stadig ses.

Det store spørgsmål, der rejser sig, er dog, hvorfor man har valgt at snyde med baggrunden, når missilet og affyringen er ægte. Både Jonathan McDowell og Dr. Marco langbroek tror, at Nordkorea simpelt hen har gjort det for at få billederne til at se bedre ud.
Men der er også en anden og mere logisk årsag. Hver eneste gang Nordkorea affyrer missiler og udgiver billeder af det til omverdenen, sidder der et hold af eksperter klar til at undersøge, hvilke informationer man kan trække ud af dem. Nordkorea er kendt for at være lukket land, og derfor kan de være en bevist strategi fra styrets side om at narre fjenden, så de ikke få unødige oplsyninger.

Autobranchen har i de første 11 måneder af 2017 kunnet fejre et rekordhøjt antal solgte køretøjer og en medfølgende rekordhøj omsætning.

Alligevel skriver Danmarks Statistik, at branchen har oplevet 'en del flere' konkurser end de foregående år.
- Det større antal konkurser i autobranchen i forhold til 2016 ligger især i de seneste tre måneder, hvor ændringerne af bilafgifterne lagde en kraftig dæmper på salget af personbiler, skriver Danmarks Statistik.

Tidligere har Autobranchen Danmark oplyst til Radio 24syv, at bilsalget faldt med omtrent 40 procent, mens politikerne kæmpede for at blive enige om et nyt afgiftssystem.

Det er som om politikerne ikke forstår, at det de tale om, inde i deres egen lille boble, faktisk har konsekvenser ude i den virkelige verden. Når de trækker tiden ud, i forhandlinger, så har det konsekvenser. Virksomheder går konkurs, med det resultat at andre virksomheder bliver økonomisk berørt. Mennesker bliver arbejdsløse, og koster samfundet penge, indtil de får nyt arbejde. Alt dét, forstår politikere tilsyneladende ikke, på trods af, at det er så himmelråbende simpelt at forstå.

Siden indsættelsen af Donald Trump som præsident er antallet af illegale migranter, der er blevet arresteret på grænsen fra Mexico, faldet til det laveste niveau siden 1971, viser tal fra USA’s nationale sikkerhedsministerium, Homeland.

Sammenlagt har grænsebetjente fra september 2016 og et år frem arresteret 310.531 personer. Det er 25 pct. færre end året forinden.
»Vi ser et tydelig, succesfuldt resultat af præsidentens støtte til grænsebetjente på frontlinjen,« siger fungerende homelandminister, Elaine Duke, i en udtalelse.

Immigrations- og toldmyndighederne (ICE) rapporterer også om en skarp stigning på 25 pct. i antallet af arrestationer af illegale migranter, der har formået at komme ind i USA.
Stigningen til 143.470 arrestationer kommer efter, at Trump-regeringen har annulleret en politik under tidligere præsident Barack Obama om kun at gå efter illegale, som har begået kriminalitet.
Trods stigningen i arrestationer er antallet af faktiske deportationer dog faldet; dette skyldes først og fremmest, at der er kommet færre illegalt til USA, lyder det fra ICE.

»Tallene er meget imponerende taget i betragtning at præsidenten kun har været ved magten siden januar,« udtaler Thomas Homan, direktør for USA’s immigrations- og toldmyndighed (ICE).