»Vi gider ikke fejre de politikere, der i minutiøse detaljer skal ruinere vores lokalsamfund de næste fire år. Vi vil tæske dem!«
Sådan lyder det i en offentlig invitation på Facebook, hvor gruppen Party Rebels inviterer til »Valgtæsk #kv17«-arrangement i Ungdomshuset i forbindelse med kommunalvalget den 21. november 2017.
I invitationen opfordrer gruppen til, at man møder op og får makuleret sit valgkort, samt at man medbringer valgplakater af de politikere, man hader allermest. Så vil de til gengæld stå for rundboldbat, golfkøller, dartpile og »andre kreative måder, vi kan tæske dem på!«.
Caroline Stage (kandidat for Venstre i København, red) mener ikke, Ungdomshuset, der lægger lokaler til arrangementet, bør modtage statsstøtte. Arrangementet har kun gjort denne holdning stærkere.
»Ungdomshuset viser igen og igen, at de går imod de demokratiske kræfter og kæmper imod det samfund, vi andre forsøger at skabe. På et eller andet tidspunkt må vi bare sige, at nok er nok. Vi skal ikke bruge kommunale midler på et hus, der bliver ved med at bekæmpe systemet,« slår hun fast.
Ifølge Charlotte Lund, der er kandidat for Enhedslisten i København, er arrangementet blot udtryk for en demokratisk rettighed.