En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Julen var et lyspunkt for vikingerne

Vinteren var en hård og kedelig årstid for vikingerne. Når frost og sne lagde sig over landet, søgte de ly i deres mørke huse og pakkede sig ind i skindtæpper for at holde varmen.

Beboerne havde kun få varme­kilder til at modvirke trækken fra utætheder i langhuset. Ildstedet i midten gav god varme, men gjorde også dagligt et stort indhug i brændebeholdningen.

Dyrene, der stod opstaldet i den ene ende af huset, var også med til at varme rummet op. Heste, køer, får og geder fik ly for vinteren og bidrog til gengæld med kropsvarme og mælk til smør og ost.

Kreaturernes selskab medførte desværre også en hørm af gødning, uanset hvor ofte drengene mugede ud. Stanken blandede sig med brænderøg, der bredte sig til hver en krog, inden den sivede ud af et hul i taget.

Mens vikingerne hostede og krøb sammen under deres skind, havde de god tid til at bekymre sig om forrådet.

Gennem sommerhalvåret havde de slidt for at fylde lagrene, men hvis høsten gav et magert udbytte, kunne det knibe med at holde liv i både familie, dyr og trælle hele vinteren, selv med en streng rationering.

Endelig led vikingerne under kedsomheden. Tiden sneglede sig afsted i halvmørket indenfor, mens mænd og kvinder fordrev tiden med at fremstille tøj, flette reb, ­reparere hullede sejl og slibe deres redskaber.

Vikingerne havde kun én ting at se frem til i den mørke tid: julen, hvor al frygt for fremtiden blev glemt, og vikingerne gav sig selv lov til at fråse uden de mindste hæmninger.

Festen gik i gang

Det oldnordiske ord for jul var “jól”, som nogle sprogforskere oversætter til “genfødsel” eller “drejning”.

Begivenheden fandt nemlig sted ved midvinter i januar, hvor den kolde tid var halvvejs overstået, og dagene blev længere.

Ved jul fejrede vikingerne det nye års komme. Og de gjorde det grundigt, for ifølge de islandske sagaer varede gildet tre nætter i træk.

Vikingerne samledes så mange som muligt for at spise og drikke til gudernes ære.

De færreste værter havde forråd nok til at bespise et stort selskab i dagevis, så julen var traditionelt et sammenskudsgilde, hvor alle deltagerne bidrog med noget.

Naboer og slægtninge havde derfor kød, øl, mjød og nogle få slagtedyr med, når de ankom til festen.

Fremmede på rejse var også velkomne omkring langbordet, selvom de sjældent havde noget at byde de øvrige gæster.

I stedet kunne de underholde med beretninger fra fjerne egne, så de lokale vikinger fik opdateret deres viden om verden – og slap for at høre på hinandens efterhånden alt for velkendte anekdoter.

Nogle foretrak ligefrem at rejse ud og tilbringe julen langt væk hjemmefra. En af dem var Harald Hårfager, der regerede som den første konge over Norge i begyndelsen af 900-tallet.

“Ude vil kongen drikke jul”, fortæller skjalden Torbjørn Hornkløve i det såkaldte Haraldskvad, der blev digtet i kongens egen levetid.

Kvadet er den ældste kilde til de hedenske vikingers jul, og det afslører et vigtigt aspekt af festen: Midvinteren blev fejret med fyldte drikkehorn.

Øl var alvor

Til daglig slukkede vikingerne deres tørst i tyndt øl, som selv børnene kunne tåle.

Det stærke og mere velsmagende bryg blev gemt til årets særlige lejligheder, hvoraf jul var en af de vigtigste.

Sammen med øllet drak de opstemte gæster også mjød, der blev fremstillet af honning, vand og krydderier.

Gæringen bragte alkoholprocenten op på mellem 10 og 20 pct. – det højest mulige, indtil destilleringsprocessen blev udbredt omkring år 1500.

Høvdinge og stor mænd, der følte behov for at vise deres status, drak i stedet vin, der var røvet eller handlet i Sydeuropa.

Julegæsterne drak tæt og blev meget fulde, men de gjorde det med stor høj­tidelighed. I hvert fald i begyndelsen, mens de stadig kunne huske, at de deltog i et blót – et ritual, hvor mennesker skabte kontakt til deres guder.

Vikingerne forestillede sig, at Odin og de andre aser havde brug for ekstra kræfter, hvis de skulle drive kulden og den onde vinter bort.

Den styrke kunne mennesker levere, blandt andet gennem hyldest, og derfor drak julegæs­terne til gudernes ære.

Sagaforfatteren Snorri Sturluson har beskrevet ritualerne, som vikingerne fulgte under juleblótet. Skålerne blev udråbt af værten, og den første blev altid tilegnet Odin, asernes konge. Alle i salen tømte deres bæger for “sejr og magt”, hvorefter julen kunne gå i gang.

Næste skål var for havguden Njord, der skulle fylde havet med fisk og sikre sø­farere en sikker rejse over havet.

Så drak selskabet for frugtbarhedens gud, Frej, med ønsker om “år og fred” – dvs. om et langt liv, velstand og lykke.

Frej sørgede for, at planterne gav sig til at spire og gro efter vinteren, og vikingerne regnede ham for den vigtigste i julen.

På det tidspunkt var effekten af det stærke øl ved at sætte ind, og opmærksomheden rettede sig mod selve gildet.

Ofte gik næste skål derfor til skjalde­guden Brage, som forhåbentlig kunne sikre god underholdning i de tre nætter.

Når de mest betydningsfulde guder var husket, gav de berusede vikinger i salen sig til at foreslå mindeskåler for mennesker, der var døde i løbet af året. Kun fantasien satte grænser for, hvilke navne selskabet skålede for.

Snorri Sturluson fortæller i sagaerne intet om, hvor længe det natlige gilde stod på, og om gæsterne blot faldt om én efter én, eller om værten på et tidspunkt sendte sine fulde venner til køjs. Men næste aften gik alle i gang igen.

Svinet var hædersgæst

Selvom øllet var vigtigst under juleblótet, spillede kød også en stor rolle.

Husdyr og heste blev aflivet, og deres blod opsamlet i kar, så vikingerne kunne smøre det på begge sider af bygningernes vægge.

Alle gæsterne fik også et stænk blod over sig, mens kvinderne kogte offerkødet over ildstedet.

Inden maden blev sat på langbordet, velsignede værten det med religiøse ord og håndtegn.

Kødet, som vikingerne satte til livs under juleblótet, kom både fra ofringer og fra dyr, der var slagtet i efteråret og tørret eller saltet. Maden gjorde gæsterne tørstige, så de skålede ivrigt i det stærke øl under spisningen.

Friskfanget fisk var en velkommen afveksling på julebordet, men den mest eftertragtede ret var svinet.

Grisens kød havde høj status blandt vikingerne, og en af gaverne i efterlivet var muligheden for at spise det hver dag.

Ifølge de mytologiske fortællinger havde Odin grisen Særimner hos sig i Valhal, og hver gang kød blev skåret af dens side, voksede nyt sul ud.

På den måde kunne ét dyr mætte alle de døde krigere, som asernes konge kaldte til sig.

Vikingetidens svin var en anden art end den, der bor i nutidens stalde. Fedtindholdet var væsentlig højere, så vikingernes ansigter og skæg glinsede i det svage lys, mens de fortærede store stykker med fingrene.

Efterhånden som julenætterne skred frem, udgjorde deltagerne et mere og mere uhumsk syn.

De var stænket til med offerblod, smurt ind i kødsaft og våde af ølsjatter, mjød og i nogle tilfælde også opkast.

Alkoholen gjorde deres øjne blanke, og de fór op i glæde eller vrede over de fordrukne ord, deres sidemænd slyngede ud i løbet af gildet.

Efter tre festlige nætter slap øllet og maden omsider op, og julen var forbi. Gæsterne kunne drage hver til sit med gevaldige tømmermænd, mens de lovpriste deres vært og håbede på, at blótet var succesfuldt.

Først et par måneder senere kunne de vide, om guderne havde vundet kræfter nok til at besejre vinteren og hidkalde et frugtbart forår.

Indtil da måtte vikingerne krybe til­bage ind under deres skind i langhusene, hvor kulden bed, og tiden atter sneglede sig afsted. I det mindste havde de nu drukhistorier fra tre dages gilde at more sig over.

Jul var ikke for kristne

Kristne præster så med afsky på vikingernes hedenske tro og især juleblótet, hvor barbariske vaner blev udfoldet.

En af de mest fordømmende var en tysk biskop ved navn Thietmar, der omkring år 1015 skrev om daner i Lejre.

Ifølge præsten afholdt de hvert niende år en stor fest i januar, hvor 99 mennesker, 99 heste samt en mængde andre dyr blev ofret.

60 år senere nedfældede Adam af Bremen en beslægtet historie, der blot udspillede sig i Uppsala.

Arkæologiske fund i Trelleborg antyder, at menneskeofringer faktisk fandt sted i vikingetiden – men næppe i det omfang, som de kristne krønikeskrivere hævdede.

Præsterne var parate til at tro de værste rygter om vikingernes vildskab, og modviljen blev inderligt gengældt.

Det fik den kristne Haakon Haraldsson at føle, da han ankom til Norge omkring år 933 for at overtage kongemagten.

Haakon var søn af den hedenske Harald Hårfager, men opvokset blandt englændere og en overbevist kristen. Snorri Sturluson fortæller i “Haakon den Godes saga” om, hvordan julen udviklede sig faretruende for den nye konge.

Haakon var inviteret til Mære i Trondheimfjorden, hvor en stor forsamling gjorde klar til at fejre midvinteren.

Kongen forsøgte at holde sig i baggrunden, men rasende bønder trængte ind på livet af ham og forlangte, at han tog fuldt ud del i blótet.

“Kong Haakon åd nogle stykker af hestelever og drak alle mindebægrene, som bønderne skænkede ham”, skrev Snorri Sturluson.

Af frygt for sit liv måtte kongen endda lade være med at gøre korsets tegn over den mad og drikke, han fik stukket i hænderne.

Da julen og prøvelserne omsider var forbi, skyndte Haakon sig væk fra egnen, mens han rasende pønsede på hævn.

Kun vise ord fra en trofast jarl overbeviste Haakon om, at hans hird ikke var stærk nok til at vinde et åbent opgør med befolkningen ved Trondheim.

I stedet måtte han væbne sig med tålmodighed og langsomt liste kristendommen ind ad bagvejen.

Kirken huggede festen

Ifølge Snorri Sturluson var det Haakon, som indledte transformationen af den hedenske jól til en fest for Jesusbarnet.

Det begyndte, da han forlangte nordmændenes blót flyttet fra midten af januar til 25. december, hvor de kristne fejrede deres frelsers fødselsdag.

Befalingen var en erkendelse af, at det ikke lod sig gøre at afskaffe vikingernes jul. I stedet skulle ritualerne fyldes med ny symbolik, så de kunne fremme omvendelsen.

Oppyntningen med blod skulle stoppe, men julegæsterne fik lov at spise lige så meget svinekød, som de havde lyst til.

Og de kunne drikke sig fra sans og samling, som de plejede, når blot skålerne var for Jesus.

Alle børn ved, at julemanden lever højt mod nord. Ifølge finnerne bor han i Lapland, og forlystelsesparken “Julemandens landsby”, der ligger præcis på polarcirklen, er skabt til at mane enhver ufestlig skepsis i jorden.

Danske børn sender deres juleønsker i en anden retning, nemlig Grønland. 50.000 breve ankommer hvert år til hovedstaden Nuuk, hvor verdens største postkasse står opstillet, og julemanden aflægger besøg i helikopter den 24. december. Til daglig gemmer han sig på en ukendt adresse på indlandsisen.

I mange andre lande ved man, at julemandens gaveværksted findes helt oppe på Nordpolen. Men de tager fejl, mener hollænderne og belgierne.

Deres julemand foretrækker Spaniens varme, men hvert år ankommer han til Amsterdam med dampskib – i november.

Historierne om julemandens adresse er en del af den søde juletids traditioner, men de er desværre ikke sande.

Den rigtige julemand har været stendød i snart 1.700 år, og hans jordiske rester findes i Italien. Et kroget spor af myter har forvandlet en ægte person til julens elskede gavegiver.

Skt. Nikolaus kunne det hele

Efter biskop Nikolaus døde, opstod et væld af myter om hans mirakuløse gerninger.

Han hjalp de fattige, og han blev børnenes beskyttter, efter at hans ånd steg ned fra himlen for at frelse en dreng fra slaveri.

Da hungersnød ramte byen Myra, overtalte han en skibsbesætning til give en ladning hvede bort. Kort efter var lasten igen fuld, og derfor er Nikolaus også skytshelgen for sømænd.

Julemanden stjal fra vikingerne

Helgenen skt. Nikolaus var julemandens forfader, men historien om hans travlhed juleaften bygger på hedenske fortællinger. Oprindelig var det Odin, Tor og alle de andre aser, der hvert år red gennem mørket.

De nordiske guder skulle ikke dele gaver ud, men gennemføre “den vilde jagt”, som Odin anførte på sin ottebenede hest Sleipner.

Mennesker skulle være forsigtige, hvis de vovede sig udendørs juleaften. Hørte de en voldsom støj i det fjerne, gjorde de klogt i at kaste sig til jorden og lukke deres øjne.

Ellers risikerede de ulykkelige at blive hvirvlet med af jagtselskabet og forsvinde for evigt ind i dødsriget.

Biskop ødslede med pengene

I året 270 e.Kr. blev en dreng født i Patara, der i dag er en ruinhob i Tyrkiet, men dengang var en driftig havneby i Romerriget og befolket af grækere. Barnet blev døbt Nikolaus, og han voksede op hos en onkel, der var kristen biskop.

I en moden alder fik Nikolaus sit eget bispesæde i nabobyen Myra, og han var blandt de lærde, som kejser Konstantin kaldte sammen i 325 e.Kr. for at ved­tage retningslinjer for den kristne tro.

Efter et langt liv i troens tjenestedøde Nikolaus i december 343 e.Kr. og blev begravet i sit Myra. Men han levede videre i sine sognebørns erindring, og snart gik rygterne om hans mirakuløse gerninger.

Nikolaus havde frelst tre unge kvinder fra prostitution, lød én fortælling. Deres fattige far kunne ikke betale den medgift, der var forudsætning for ægteskab, og for at overleve ville de være nødt til at sælge sig selv.

Biskoppen gav pigerne penge, men i hemmelighed for ikke at sætte dem i forlegenhed. Tre gange sneg han sig hen til deres hus for at kaste punge ind ad vinduet, men ifølge én variant af historien lå pigernes far på lur ved det sidste besøg.

Han ville have et glimt af familiens velgører. Nikolaus undgik at blive afsløret ved at kaste den tredje pung ned gennem skorstenen, og den landede i én af pigernes strømper, der hang til tørre efter vask.

Beretningerne om mirakler og godhjertede handlinger sikrede Nikolaus en helgenkåring. Og de var første skridt i hans transformation fra biskop til international julemand.

Hollænderne fik december-besøg

Mere end 1.000 år efter Nikolaus' død kom reformationen til Europa, og i 1500-tallets Holland blev den katolske helgen-dyrkelse forbudt.

Også skt. Nikolaus, som hollænderne havde fejret på hans dødsdag den 6. december med optog, almisser til fattige og gaver til børnene. Mange blev dog ved med at holde “Sinter­klaas­­feest” i smug.

Som tiden gik, ændrede historien om den gamle helgen form. I børnebogen “Skt. Nikolaus og hans tjener” fra 1850 beskrev Jan Schenckman ham som en godhjertet gamling, der red over hustagene på sin flyvende hest og smed gaver ned i skorstenene.

Derfor vænnede hollandske børn sig til at sætte deres sko ved pejsen, når de gik i seng den 5. december. Næste morgen kunne de finde slik og kager i fodtøjet – hvis de havde været artige i løbet af det forgangne år.

Hollændernes store fest med gaver og sødt knas ligger stadig i begyndelsen af december. Det var i USA, at Sinter­klaas blev til julemanden, som er på arbejde om aftenen den 24.

Julemanden blev tyk i USA

Ingen ved, præcis hvornår Sinterklaas gik i land i Amerika og blev til Santa Claus. Han blev nævnt i et par tekster sidst i 1700-tallet, men det var et digt fra 1823, der gav ham flere af julemandens velkendt træk.

Ifølge Clement Clarke Moores “Et besøg af skt. Nikolaus”, var helgenen “blød og rund”, og maven “dansede, når han lo, som en skålfuld gelé”.

Den muntre skikkelse havde røde kinder og en næse, der lignede et kirsebær. Han red ud aftenen inden jul og ikke på skt. Nikolaus' dag den 6. december, og Sinterklaas' hvide hest var erstattet af en kane med rensdyr-forspand.

Kanen og rensdyrene indebar, at julemanden måtte bo et koldt sted, og USA's førende avis­tegner, Thomas Nast, vidste hvor. I en illustration fra 1866 angav han, at julemandens hjem lå i “Santasville, N.P.” – altså på Nordpolen.

I takt med, at den amerikanske julemand bredte sig til Europa, opstod de andre bud på hans adresse, fx i det finske Lapland og i Grønland.

Siden 1800-tallet har børn sendt deres juleønsker til polarcirklen, men posten burde i virkeligheden adresseres til Italien.

I 1087 stjal italienere fra byen Bari nemlig halvdelen af knoglerne i skt. Nikolaus' grav i Myra og bragte dem med sig hjem som relikvier. 13 år senere tog venetianere resten.

Helgenens legeme er i dag fordelt mellem to kirker: Basilica de San Nicola i Bari og Venedigs San Nicolò al Lido.

Begge får hvert år besøg af mange katolske og ortodokse pilgrimme, der ønsker hjælp fra den berømte helgen. Ingen af dem forventer dog at blive forkælet med indpakkede gaver.

Adventskransen stammer fra 1839, hvor den tyske teolog Johann Hinrich Wichern introducerede den i sit missionsarbejde.

I forhold til vore dages krans, var der en forskel: Wicherns krans havde fire store lys - et for hver søndag i advent, men også et antal mindre røde lys.

De små lys varierede i antal, afhængig af antal hverdage fra første søndag i advent til juleaften.

Wichern brugte et kasseret vognhjul til sin første adventskrans, hvilket tyder på, at han har skævet til ældre traditioner, da han indførte skikken.

Kranse-traditionen er nemlig nævnt i ældre kilder, hvor symbolikken i hjulet omtales.

I middelalderen betragtedes adventskransen som årets hjul, der op mod årets mørkeste dag havde drejet en hel omgang og nu ville bringe solen og lysere tider tilbage.

Lys-skikken går helt tilbage til hedensk tid, hvor man markerede årests mørkeste fest med solhvervsfester, der skulle bringe lyset tilbage.

Wichern gav adventskransen en moderne betydning, selvom det tog tid.

Først i 1860 beklædte han hjulet med gran, hvis stikkende nåle mindede om tornekronen på Jesus hoved ved korsfæstelsen.

Wichern lagde også betydning i lysenes farver. Han valgte hvid, som symboliserede uskyld og rød for kærlighed. Men her løb han ind i vanskeligheder.

I andre kirkelige kredse mente man nemlig, at lysene skulle være violette, som er den kirkelige farve for advent.

Det har siden delt adventstraditionerne i to lejre.