En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

»Flagermusens immunsystem må have en særlig profil eller svaghed et sted,« siger Irene Ørpetveit, virusforsker ved Veterinærinstituttet i Oslo.

Når vi bliver syge, er det nemlig sjældent selve virussen eller bakterierne, der slår os ud.

Det er derimod feberen og betændelsen - kroppens eget forsvar mod bakterier og virusser - der slår benene væk under os og får os til at overgive os til sengen og den varme dyne.

Men hos flagermus lader det til, at immunforsvaret er pænt ligeglad med, at virusser trænger ind i kroppen.

De flyvende pattedyr kan være bærere af varianter af virusser, som kan resultere i meget alvorlige sygdomme som ebola, SARS og rabies.

Coronavirus, som i disse dage hærger rundt omkring i verden, og som for nylig blev navngivet COVID-19 af Verdenssundhedsorganisationen WHO, stammer højst sandsynligt fra flagermus.

Men hvorfor reagerer flagermusenes immunsystem ikke kraftigt på de farlige virusser? En del af svaret ligger muligvis gemt i et lille protein kaldet STING.

Proteinet opfører sig nemlig helt anderledes i flagermus end i andre dyr som katte, mus, hunde, heste og høns. Det viste forskerne bag et studie, som blev publiceret i 2018.

Proteinet har til opgave at slå alarm, hvis det opdager indtrængere. Når en virus har sneget sig ind i vores celler, frigiver det sit arvestof. Derfor er fritflydende DNA et tegn på, at en celle er blevet angrebet.

Vores eget DNA ligge godt beskyttet inderst inde i cellekernen. Men STING-proteinets respons er meget svagere i flagermus end i mennesker eller andre dyr. Og det er afgørende for flagermusene.

»Det, som er ret spændende ved det nye studie, er, at flagermusene afværger, at immunforsvaret sættes i alarmberedskab, hver gang der er fritflydende DNA i cellerne,« siger Irene Ørpetveit.

For i modsætning til andre pattedyr flyder stykker af flagermusens eget DNA ud i cellerne - helt naturligt.

Når flagermusen flyver, forbrænder de nemlig så meget energi, at såkaldte frie radikaler bliver produceret indeni deres celler.

De frie radikaler kan ødelægge det arvestof, som ligger beskyttet indeni cellekernenerne.

Flagermusene har heldigvis flere mekanismer, som udbedrer skaden på arvestoffet igen.

Men de ødelagte DNA-stykker risikerer at havne ude i cellen, før de bliver repareret.

Det ville ikke være så praktisk, hvis flagermusen troede, at den blev angrebet af en virus, hver gang den var ude og flyve.

Men selv om flagermusene ikke bliver slået ud af deres eget immunsystem, kan de alligevel blive syge, for det er jo ikke kun feber og betændelse, der gør os syge; dødelige virusser er jo farlige i sig selv.

De kan dræbe de celler, som de angriber, og sprede sig til andre celler i kroppen, hvis de ikke bliver stoppet.

Hvis flagermus generer, irriterer eller på anden måde volder plage for mennesker og dyr, kan det være et tegn på, at de er syge. Det er dog kun en lille risiko for at blive smittet med sygdom af en flagermus i Norden.

Medkun knap 400 års forsinkelse, kommer betydningsfuldt videnskabeligt værk på dansk.

»…han sagde i israelitternes nærvær: ’Sol, stå stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!’ Da stod Solen stille, og Månen standsede, til folket fik hævn over sine fjender.«

Det er sjældent, at Videnskab.dk citerer Biblen, men ovenstående passage fra Joshvabogens kapitel 10 (Det Gamle Testamente), har haft en så afgørende rolle i den videnskabelige revolution, at den fortjener en plads i denne artikel.

Især denne passages antydning af, at Solen bevæger sig rundt om Jorden var nemlig med til at overbevise de gejstlige fra den magtfulde romerskkatolske kirke om, at Jorden er centrum for planeternes omløb.

Et verdensbillede, som kaldes geocentrisme – Jorden i centrum.

Men i 1600-tallet blev kirkens gejstlige provokeret af at blive udfordret på denne overbevisning, og de forbød flere af historiens mest betydningsfulde videnskabelige værker, fordi værkerne argumenterede for, at Solen – og altså ikke Jorden - er centrum for planeternes omløb.

En opfattelse, der kaldes heliocentrisme, og som egentlig havde eksisteret siden antikken, men var blevet genoplivet med nye observationer og matematiske ræsonnementer af den polske astronom Nikolaus Kopernikus i 1543.

I midten af disse historiske begivenheder står især én person, som spillede en afgørende rolle for naturvidenskabens udvikling og kirkens forbud mod heliocentrisme – Galileo Galilei.

Nu er hans forbudte hovedværk om argumenterne for og imod geocentrisme og heliocentrisme for første gang oversat til dansk fra renæssance-italiensk og udgivet på Forlaget Wunderbuch.

Bogen har den danske titel: ’Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske’.

Den oprindelige udgave fra 1632 kom på den romerskkatolske kirkes liste over forbudte bøger kort efter udgivelse og stod på listen helt op til midten af 1800-tallet.

Paven og kirkens håndlangere, inkvisitionen, dømte desuden Galilei til husarrest på livstid på grund af bogens indhold.

Så provokerende var bogen for kirken, og når man dykker ned i den, står det også klart, at Galilei ikke respekterede kirkens ræsonnementer for geocentrisme.

»Det er godt, at bogen endelig er udkommet på dansk, og man kan undre sig over, at det har taget næsten 400 år at få den oversat,« siger Anja C. Andersen.

Hun er professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og har leveret forordet til den nye udgivelse.

Selvom bogen blev skrevet for knap 400 år siden – på et tidspunkt, hvor man vidste meget lidt om verdens indretning – så er den stadig relevant at læse i dag, siger Anja C. Andersen.

»Jeg synes, at det er en vigtig del af hele det demokratiske projekt, at vi kan læse historiske værker, som har ændret historiens gang, og at vi kan gøre det på vores modersmål. Bogen flyttede jo forskningen fremad. Den står som et vigtigt skridt i videnskabens udvikling og et godt eksempel på, hvordan videnskaben og forskere skal søge sandheden uanset hvad.«

ntistof.

Måske har du hørt om den gådefulde modpol til alt det stof, vi ser omkring os. Alt det, din telefon er lavet af, det du ser på dit skrivebord, dit hus og alle du kender. Vi er alle lavet af stof.

Men for hver lille partikel og atom i universet findes der også en tvilling med den modsatte ladning.

I fysikkens verden kaldes den tvilling for antistof, og den er forskere meget interesserede i at undersøge. Problemet er bare, at når antistof kommer i kontakt med stof, så forsvinder begge dele.

Alligevel er det nu lykkedes forskere fra CERN i Schweiz at fastholde antistof længe nok til at lave målinger af hele anti-atomers strukturer og energi med hidtil uset præcision.

»Vores målinger bekræfter indtil videre, at stof og antistof opfører sig ens. Vi viser, at det kan lade sig gøre at måle på antistoffet, og vi gør store fremskridt i øjeblikket,« siger Jeffrey Hangst, der er professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet og medforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.

Jeffrey Hangst arbejder til dagligt på forskningscentret CERN i Geneve, Schweiz.

Her har han nemlig adgang til de antipartikler, som skabes i partikelacceleratoren Proton Synchrotron.

Inde i acceleratoren sender forskere partikler kaldet protoner afsted med næsten samme fart som lysets hastighed - det hurtigste, fysikken tillader - før de smadrer dem ind i stof.

Under sammenstødet skabes antiprotoner, som Jeffrey kan bruge til at danne anti-atomer.

»Vi er meget interesserede i at undersøge anti-atomer, fordi fysikken forudsiger, at stof og antistof bør opføre sig ens. Gør det ikke det, så vil det revolutionere fysikken, og vi vil være nødt til at lave rigtig meget om,« siger han.

Jeffrey Hangst og hans kolleger på projektet ALPHA opfanger antipartiklerne fra partikelacceleratorerne, og sætter dem sammen i antibrint-atomer.

Det er kompliceret at bygge anti-atomer. Men det er måske endda endnu sværere at fastholde dem og måle på dem.

Antibrint må nemlig ikke komme i kontakt med stof, for så forsvinder den i en eksplosion af lys.

Derfor skal antistoffet holdes i et vakuum, hvor Jeffrey og hans kolleger bruger superkraftige magneter til at fastholde dem.

Og de særlige magneter kræver en meget kold temperatur for at fungere - de må nemlig højst blive 5 grader varmere end det absolutte nulpunkt på -273,15 grader celsius.

»Det har taget næsten 30 år at nå hertil. Det er en avanceret proces. Men vi kan nu fastholde antibrint i mere end 100 timer uden at miste nogle af atomerne,« siger han.

Så langt, så godt. Antibrinten er fanget - frit svævende i et vakuum.

Herfra undersøger forskerne, hvordan antibrint reagerer på lys.

»Brint har et særligt spektrum, hvor lys kan tilføre energi, så brinten kommer i en mere energirig tilstand. Hvis antibrint virkelig opfører sig ligesom brint, så skal den også reagere på samme måde på det samme lysspektrum. Og det gør den,« siger Jeffrey Hangst.

Jeffrey kan naturligvis ikke se med det blotte øje, hvordan energitilstanden i antistoffet ændrer sig. Men når den så at sige annihilerer, altså ødelægges, så frigives energien i en lysekplosion, og den kan måles.

»Antibrinten er omgivet af tre lag af sensorer, og når energien flyver ud gennem dem, så kan man spore den tilbage, og så kan jeg læse tallene på computeren,« forklarer Jeffrey Hangst.

Antistof er ikke bare interessant for fysikere, fordi de leder efter fejl i fysikkens love - også kaldet standardmodellen.

Der er en stor gåde, som har naget fysikerne, lige siden de lærte om antistof. Og gåden går faktisk helt tilbage til universets opståen - The Big Bang.

Her regner man med, at alt stof er opstået ud fra ren energi. Men når der dannes stof ud af energi, så dannes der også lige så meget antistof.

»Naturen er meget symmetrisk. Og i fysikken leder vi efter brud på symmetrien. Hvis vi kigger os omkring i dag, så består alt af stof. Derfor må der være en forskel mellem stof og antistof, som har gjort, at der i dag er mest stof. Og den forskel har vi endnu ikke opdaget,« siger Jørgen Beck Hansen.

»Det er det største symmetribrud, fysikken kender til, og det er ikke sikkert, at mine forsøg nogensinde vil kunne forklare det. Men det er heller ikke pointen. I første omgang skal vi finde ud af, om der er nogle effekter i antistof, som vi har overset,« slutter Jeffrey Hangst.

Forskere: Normal kropstemperatur er ikke 37 grader

Jetpacken sætter ny milepæl i Dubai

Nu har NASA-sonde fortalt os, hvordan der er 18 mia km fra Jorden