En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Et besætningsmedlem på et China Airlines-fly spottede onsdag, hvad der beskrives som en person med en jetpack i luften nær Los Angeles International Airport (LAX).

Observationen blev gjort i 1829 meters højde og omkring 11 kilometer nordøst fra lufthavnen.

Det er ikke første gang, at man modtager en anmeldelse af den karakter. Således blev der i september rapporteret om en lignende hændelse.

41 år, fire måneder og 29 dage.

Så længe siden er det, at æselpingvinen Olde klækkede - og det gør hende nu til officiel rekordindehaver.

Den flotte alder betyder nemlig, at Olde er blevet optaget i Guinness World Records i kategorien ældste pingvin i fangenskab.

To brudstykker af en amforavase, nogle mosaikfliser og resterne af en væg.

Det kom en canadisk kvinde i sin backpack, da hun som 21-årig besøgte ruinerne af den historiske by Pompeji i det sydlige Italien.

Siden har hun været ramt af det ene uheld efter det andet, og hun mener nu, at der hviler en forbandelse over de stjålne oldtidslevn. Hun har derfor valgt at sende dem retur i en pakke, der også indeholder et tilståelsesbrev, hvor kvinden beder om syndsforladelse.

Hvis den verdensberømte norske polarforsker og Nobelprismodtager Fridtjof Nansen havde levet i dag, havde han formentlig haft behov for at smide pelshuen.

For ifølge lederen af den største og dyreste mission til Nordpolen nogensinde, Markus Rex, er det blevet hele 18 grader varmere på de breddegrader i løbet af de 125 år, der er gået siden den norske opdagelsesrejsende selv tog temperaturen på Nordpolen.

At kortlægge universet er en endeløs rejse, og som næste skridt på den er NASA ved at udforske asteroiden Bennu.

Og eftersom NASA’s sonde har fundet tegn på vand og organisk materiale, har det bestemt været turen værd.

Der er tale om den amerikanske rumsonde OSIRIS-Rex, der for tiden kredser om den kun 500 meter store asteroide Bennu, og som her i oktober er ved at forberede sig til at indsamle nogle prøver, som skal bringes tilbage til Jorden.

En uforklarlig hændelse har udslettet 95 procent af alt liv i havet i Avatjiskaja-bugten ud for den vulkanske halvø Kamtjatka i det østlige Rusland.

Døde blæksprutter, sæler, krabber, søpindsvin og andre havdyr begyndte i slutningen af september at skylle op på stranden i hundredvis.

Årsag? Ingen ved det med sikkerhed.

Nogle siger, at giftige alger er skyld i naturkatastrofen, mens andre peger på menneskeskabt forurening.

Ned mod ti individer er tilbage.

Så kritisk er situationen for golfmarsvinet - også er kendt som vaquitaen - der er det mest truede havpattedyr i verden.

Og den er ikke alene om at sidde på 'udryddelsens knivsæg', advarer over 350 forskere fra 40 lande i et åbent brev. De vil have alle verdensledere til at tage affære og sikre bestanden af hvaler, delfiner og marsvin.

'Lad dette være et historisk øjeblik, hvor hele verden indser, at hvaler er i fare, og en kraftig bølge af handling følger fra alle', skriver forskerne.

Vi er vant til at forestille os pingviner i store grupper, der vralter henover isen.

I 2016 besøgte Steve Emslie, biolog og professor ved University of North Carolina, området Kap Irizar på Antarktis, og her fandt han udtørrede rester af knogler og afføring fra Adélie-pingviner.

I et nyt studie har han haft succes med at sætte dato på de tørre efterladenskaber, der er fordelt på mindst 3 kolonier, som, viser det sig, blev anlagt for mellem 800 og 5.000 år siden.

Katte er kendt for at give alt og alle den kolde skulder, men hvis du vil undgå dette, kan videnskaben nu give dig et 'blink'.

Et forskerhold fra University of Sussex og Portsmouth har nu studeret blinkets rolle i katte-kommunikation.

Katte smiler nemlig ikke med tænderne, som vi mennesker gør, men ved at blinke langsomt med øjnene.

Og mennesker kan med fordel gøre det samme, det vil sige klemme øjnene sammen, lukke dem og holde dem lukkede nogle sekunder.

Op mod 40 procent af regnskoven i Sydamerika risikerer at blive forvandlet til en savanne.

Risikoen kommer, fordi udledningen af drivhusgasser vil reducere den regn, der er nødvendig for at opretholdet dets unikke økosystem. Det vurderede forskere tidligere på ugen.

En gruppe europæiske videnskabsfolk har benyttet de nyeste atmosfæriske data til at forudse, hvordan en tropisk skov måske vil ændre sig, når regnmængden falder.

De har opdaget, at mængden af regn allerede er så lav, at op til 40 procent af skoven risikerer at blive forvandlet til noget, der ligner en savanne.