Kun få dage, efter at hun meldte et tilfælde af sexchikane, blev den 19-årige Nusrat Jahan Rafi fra Bangladesh overhældt med brændbar væske og stukket i brand. Episoden fandt sted den 6. april i år, og teenageren døde omkring en uge senere af sine kvæstelser.
Nu er 16 personer, heriblandt den mand, som var genstand for anklagen om sexchikane, sigtet i sagen Politiets teori går på, at manden orkestrerede drabet på »militærlignende vis« fra arresten, hvor han var varetægtsfængslet, og at det var meningen, at det skulle ligne et selvmord.
Nusrat Jahan Rafi nåede dog at afgive forklaring til politiet, før hun døde af sine brandsår. I sin forklaring identificerede hun nogle af gerningsmændene og svor, at hendes anklage om sexchikane var reel.
Blandt de sigtede er ifølge lokale medier og nyhedsbureauer også studerende på skolen såvel som to lokale politikere, som også var en del af skolens ledelse. Anklagemyndigheden har krævet dødsstraf til alle de 16 drabssigtede.
På et pressemøde tirsdag beskrev politiet, hvordan forbrydelsen blev nøje planlagt. Ifølge anklagerne forsøgte gerningsmændene at tvinge hende til at skrive under på, at hun ville trække anklagen tilbage, og da hun nægtede, blev hun dræbt.
I Bangladesh er der, på trods af stort fokus på emnet, stadig problemer med vold mod kvinder såvel som seksuelle overgreb. Ifølge FN har flertallet af gifte kvinder oplevet hustruvold i deres liv, og diskrimination af kvinder som følge af religiøse love er udbredt.