En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Når Rodrigo Duterte søndag som den første filippinske præsident indleder et statsbesøg i Israel, vil det meste af hans ophold frem til onsdag ske uden for mediernes søgelys.

Duterte er berygtet for bramfrie udtalelser, og det er angiveligt derfor, at den israelske regerings pressekontor på forhånd har meddelt, at hovedparten af besøget vil være lukket for pressen og offentligheden.

USA og Canada har opsagt flere store våbenkontrakter med Filippinerne på grund af bekymring for Dutertes krig mod narko, der har kostet tusindvis af filippinere livet.
Handlen med Israel forløber derimod indtil videre uden problemer. Filippinerne er blevet et nyt marked for israelsk våbeneksport, og milliardkontrakter kan være under opsejling, fordi Duterte planlægger en større modernisering af forsvaret.

I 2017 købte Filippinerne radarer og andet militærudstyr for 27 millioner dollar i Israel.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte trækker endnu engang overskrifter verden over. Denne gang har han smadret luksusbiler af den helt dyre slags. Samlet set er der smadret slæder for mere end 30.000.000 kroner.

Destrueringen af de svinedyre biler kommer ifølge medierne som et led i præsidentens kampagne mod korruption og smugling. Udover 68 biler stod også otte motorcykler for skud, da en bulldozer fladmaste dem.
Køretøjerne har alle tidligere været i smugleres besiddelse.

En bombe ved en militær kontrolpost i det sydlige Filippinerne har tirsdag dræbt mindst ti mennesker. Eksplosionen skete, da soldater og regeringsvenlige militstropper var ved at inspicere en varevogn, som var blevet stoppet ved kontrolposten lige efter daggry.

Den voldsomme eksplosion dræbte mindst en soldat, fem militsfolk og fire landsbyboere. Det skete i udkanten af byen Lamitan, der hovedsageligt har kristne indbyggere, og som ligger på den overvejende muslimske ø Basilan.

Basilan er en højborg for den militante gruppe Abu Sayyaf, der har svoret troskab til Islamisk Stat (IS). Abu Sayyaf har gennem årene taget adskillige vestlige og lokale gidsler. Flere gidsler er blevet halshugget, hvis gruppens krav om løsepenge ikke er blevet opfyldt.

Det frygtes, at Abu Sayyaf og andre islamistiske grupper forsøger at tage kontrollen over det sydlige Filippinerne og danne et kalifat.

Kuwait udviser ambassadøren fra Filippinerne, oplyser landets officielle nyhedsbureau, Kuna. Baggrunden er en strid om, hvordan tjenestepiger bliver behandlet i landet.

Filippinernes ambassadør, Renato Villa, var blevet kaldt i udenrigsministeriet i Kuwait City, efter den lokale presse havde skrevet, at ambassaden forsøgte at redde tjenestepiger, som bliver misbrugt af familier, de bor hos.

Villa blev citeret for at sige, at ambassaden selv ville tage affære og hjælpe de nødstedte tjenestepiger, hvis ikke de kuwaitiske myndigheder reagerede inden for 24 timer i konkrete sager.

Ifølge Kuna har den filippinske ambassadør fået en uge til at forlade det olierige arabiske land. Samtidig har Kuwait hjemkaldt sin ambassadør i Filippinerne.

Politiet i Kuwait anholdte i weekenden to filippinere, som det hævdes opfordrede tjenestepiger til at flygte fra deres arbejdsgivere.

Filippinerne forbød sine borgere at søge arbejde i Kuwait, efter liget af tjenestepigen Joanna Demafelis blev fundet i en fryser i februar.

Politiet i Libanon har anholdt en mand, som havde ansat en filippinsk tjenestepige, hvis lig er blevet fundet i en dybfryser i Kuwait tidligere i denne måned.
Drabet på den unge pige, Joanna Demafelis, har vakt stor opsigt i Mellemøsten og i Asien. Hendes lig var angiveligt mærket af tortur.

Den opsigtsvækkende drabssag har skabt diplomatiske spændinger mellem det rige Kuwait og det fattige Filippinerne.

Det har fået Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, til at indføre et udrejseforbud for alle filippinere, som har søgt arbejde i Kuwait.
Duterte har samtidig kritiseret myndighederne i Kuwait for ikke at gribe ind over for arbejdsgivere, som han beskylder for rutinemæssigt at voldtage filippinske kvinder og tvinge dem til at arbejde op til 21 timer i døgnet uden at give dem ordentlig kost.

Det filippinske udenrigsministerium siger, at Kuwait har oplyst, at den libanesiske arbejdsgiver, Nader Essam Assaf, er varetægtsfængslet i Libanon for drabet på den 29-årige Demafelis.

Myndighederne siger, at over 252.000 filippinere arbejder i Kuwait - mange af dem som tjenestepiger. I alt arbejder over to millioner filippinere i Mellemøsten.

I en overraskende udmelding siger Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, at han støtter forslaget om, at homoseksuelle skal kunne gifte sig. Det fortæller han ved en forsamling for LGBT-personer i sin hjemby, Davao City.

Udmeldingen er en kovending for præsidenten, der tidligere har sagt, at ægteskab bør være mellem en mand og en kvinde, men han bakker sit nye synspunkt op med udsagnet:
»Hvis det vil gøre jer glade, så er jeg for det.«

Filippinerne er overvejende et romersk-katolsk land, og biskopperne i landet har offentligt modsat sig både præsidentens narkokrig samt hans nye støtte til homoægteskaber.
»Hvorfor modsætte sig en moral, som ikke længere virker, og som næsten er forbi,« sagde Duterte ifølge ABC News med henvisning til kirkens standpunkt på området.