Hvert år pakker tusindvis af danskere bilen for at køre til Tyskland, og her er det ikke altid wienerschnitzel med sauerkraut, der trækker. Det er derimod de stribevis af savlfremkaldende tilbud på den anden side af grænsen.
Men det skal være slut nu, hvis det står til topchef i Dansk Supermarked Per Bank. I en kronik i Børsen skriver han, at det er på tide, at vi løser problemet, så pengene havner i den danske statskasse i stedet for den tyske.
- Optimalt set var der slet ikke behov for et grænsehandelsbælte med lavere moms og afgifter. Men faktum er jo, at vi allerede har præcis sådan et bælte. Det ligger bare syd for grænsen i stedet for i Danmark, hvor det ville skabe vækst og job i Udkantsdanmark og sende en masse penge i statskassen, siger Per Bank til Børsen.
Dermed vil den danske stat fremover for andel i de omkring fire milliarder kroner, som grænsehandel ifølge Skatteministeriet udgjorde i 2016.
Men den køber skatteminister Karsten Lauritzen ikke.
- Jeg anerkender udfordringen, men hvis det var en super god idé at lave særlige afgifts- og skattezoner, tror jeg, at vi havde kigget på det. Man skal tænke sig grundigt om. Det vil føre til, at folk i Nordjylland spørger: Hvorfor skal vi betale moms heroppe? At behandle folk ens er det klogeste, lyder det fra Karsten Lauritzen.
Man kunne jo lave dette "grænsehandelsbælte", lige nord for den Dansk/Tyske grænse, og så indføre lavere moms og afgifter end i Tyskland. Så ville ikke kun danskerne grænsehandle dér, men også tyskerne. Altså endnu flere penge. Ikke penge fra moms og afgifter, men fra erhvervsskat, og personskat fra alle de ansatte, for det vil nærmest ikke kunne undgå at give bunker af nye jobs.