Al isen på Grønland kan være væk om 800 år, og det vil alene give havstigninger på op til 7,3 meter. Det konkluderer forskere fra blandt andet DTU og University of Alaska i USA.
Det er en nyudviklet og mere avanceret computermodel, som forskerne har brugt til at estimere, hvordan indlandsisen vil blive påvirket af temperaturstigningerne i de kommende mange år.
- Der er mange, der har prøvet at sige noget om klimaet fremadrettet. Men med denne her model, har vi koblet hele systemet sammen.
- Det vil sige, at vi for eksempel tager højde for oceanernes påvirkning, atmosfærens påvirkning, men også grundfjeldets påvirkning. For når isen smelter, så hæver grundfjeldet sig, og det påvirker også afsmeltningen, siger Abbas Khan, professor ved DTU Space.
Ifølge modellens værste scenarie, hvor al is på Grønland smelter inden for de næste 800 år, vil der ske en kraftig acceleration i afsmeltningen.
- De seneste 20.000 år er der afsmeltet, hvad der svarer til cirka 4,6 meter i global havstigning. Så der står altså til at afsmelte en langt større mængde på 800 år, end der er smeltet på 20.000.
Selv om modellen kigger mange år ud i fremtiden, tror Abbas Khan alligevel på, at estimaterne er realistiske.
- Vi har testet modellen ved at se, hvor god den har været til at forudsige, hvordan isen på Grønland har udviklet sig over de seneste tre årtier. Og det har modellen kunnet sige ret præcist.
Hvis du også synes at 800 år, lyder som lang tid, så tænk på, at Erik Den Røde døde for 1016 år siden, og ham taler vi stadig om...