Når Rodrigo Duterte søndag som den første filippinske præsident indleder et statsbesøg i Israel, vil det meste af hans ophold frem til onsdag ske uden for mediernes søgelys.
Duterte er berygtet for bramfrie udtalelser, og det er angiveligt derfor, at den israelske regerings pressekontor på forhånd har meddelt, at hovedparten af besøget vil være lukket for pressen og offentligheden.
USA og Canada har opsagt flere store våbenkontrakter med Filippinerne på grund af bekymring for Dutertes krig mod narko, der har kostet tusindvis af filippinere livet.
Handlen med Israel forløber derimod indtil videre uden problemer. Filippinerne er blevet et nyt marked for israelsk våbeneksport, og milliardkontrakter kan være under opsejling, fordi Duterte planlægger en større modernisering af forsvaret.
I 2017 købte Filippinerne radarer og andet militærudstyr for 27 millioner dollar i Israel.