Et mindre fransk museum, der udstiller kunstneren Etienne Terrus' værker, har opdaget, at over halvdelen af museets malerier er falske.
For museet, der ligger i det sydlige Frankrig i byen Elne, er opdagelsen en 'katastrofe', lyder det fra den lokale borgmester Yves Barniol.
Byen havde netop kunne glæde sig til en genåbning af dets museum efter en omfattende renovering og erhvervelsen af 80 nye malerier. Men da en historiker blev bragt ind for at reorganisere museets udstilling, stod det klart, at næsten 60 procent af alle museets værker er falske.
Det var historikeren Eric Forcada, der opdagede de falske værker. Ifølge ham var det nemt at se, at værkerne ikke var, hvad de udgav sig for.
»På et af billederne kunne jeg tørre en blæksignatur af, da jeg kørte en hvid handske hen over«, siger han.
Eric Forcada alarmerede regionens kulturmyndighed og bad om, at et panel af eksperter kunne bekræfte hans opdagelse. I alt har det vist sig, at 82 ud af 140 værker i samlingen er falske.
En efterforskning vil nu blive sat i gang for at finde en gerningsmand.