Det er ikke bare ulovligt at være krybskytte, det er også farligt. Der er nemlig ikke meget tilbage af en formodet krybskytte, efter at han blev spist af en flok løver i nærheden af Kruger National Park. Parken ligger i provinserne Mpumalanga og Limpopo i Sydafrika og er en af verdens dyrerigeste.
Resterne af krybskytten blev fundet i bushen i en privat park i nærheden af Hoedspruit i den nordlige provins Limpopo, hvor dyr i stigende grad er blevet jagtet ulovligt de seneste år.
- Det virker til, at krybskytten jagtede i parken, da han blev angrebet og dræbt af løver. De åd næsten hele hans krop og efterlod kun hans hoved og nogle rester, siger talsmand for Limpopos politi Moatshe Ngoepe.
En ladt jagtriffel blev fundet nær kroppen lørdag morgen. Politiet forsøger at identificere ofret for løvernes appetit.