I den forgangne uge fik islamisten Umar Haque livstid med minimum 25 års afsoning i forbindelse med en terrordom. Her drejede det ifølge Guardian sig om et forsøg på at samle en hær af terrorister, der skulle bestå af børn i alderen 11 til 14 år.
Ifølge den engelske avis foregik den dømte mands handlinger i en moske, beliggende på Ripple Road i bydelen Barking i det østlige London. Her forsøgte han at groome børnene ved hjælp af billeder med halshugninger og henrettelser fra blandt andet Islamisk Stat, ligesom han organiserede rollespil med terrorhandlinger.
Den dømte er erklæret tilhænger af Islamisk Stat. Og ifølge dommen var det mandens mål at slå til 30 forskellige højprofilerede mål rundt om i London. Inkluderet var Big Ben, Dronningens vagtparade og et indkøbscenter i Østlondon. Terrorhandlingerne skulle udføres med håndvåben samt biler fyldt med sprængstoffer.
Politiet mener, at Haque har forsøgt at radikalisere mindst 110 børn og unge. Dele af de omtalte rollespil handlede om angreb på politibetjente.