En dødsliste florerer lige nu på internettet, hvor ukendte bagmænd opfordrer til, at man slår en række danske politikere ihjel.
DRs P1 beskrev listen torsdag morgen, hvor først statsminister Lars Løkke Rasmussens og senere samtlige folketingsmedlemmers navne og adresser blev læst op.
På hjemmesiderne kan man ifølge P1 se videoer, der viser flere af politikernes hjem. Herunder Statsministerens. Og i nogle af tilfældene kan man se personer inde i boligerne. Samtidig får man oplysninger om politikeres familiemedlemmer.
Det har sendt chokbølger gennem Folketinget og de danske politikere. Særligt Folketingsets formand, Pia Kjærsgaard, er rystet.
»Det her er en rigtig grim sag, så jeg tager det meget alvorligt, og derfor bliver jeg nødt til at finde ud af, hvad sagen nærmere drejer sig om. Det er i den grad modbydeligt, hvis der ligger oplysninger om politikeres private adresser og lignende,« siger Pia Kjærsgaard til Jyllands Posten.