Den nordkoreanske leder Kim Jong-un har forladt sit land for første gang, siden han i 2011 kom til magten. Turen gik til Kina med tog, hvor han mødte den kinesiske præsident, Xi Jinping.
Det blev bekræftet af Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua natten til onsdag, efter der i dagevis florerede rygter om, at den nordkoreanske leder var i Kina.
Skal man dømme efter de officielle udtalelser, var mødet en stor succes.
'I dette forår fuld af lykke og håb, tror jeg, at mit første møde med Xi Jinping vil bære frugt i forhold til venskabet mellem Nordkorea og Kina, og det vil facilitere fred og stabilitet på den koreanske halvø', har Kim Jong-un ifølge det koreanske nyhedsbureau KCNA skrevet i et officielt brev til Xi Jinping.
Det var ifølge Kinas statslige nyhedsbureau, Xinhua, den kinesiske præsident, Xi Jinping, der havde inviteret Kim Jong-un og hans hustru, Ri Sol-ju, på besøg i landet.
En japansk regeringskilde sagde til nyhedsbureauet Reuters i midten af marts, at Japan overvejer at bede om et møde mellem premierminister Shinzo Abe og Kim Jong-un for at diskutere japanske borgere, der blev bortført af nordkoreanske agenter for årtier siden.
Samtidig har nordkoreanerne internt diskuteret muligheden for et ledermøde med Japan og andre lande.
Højtstående embedsmænd fra Nord- og Sydkorea har indledt forhandlinger i den demilitariserede zone for at diskutere logistik forud for et topmøde mellem de to landes ledere i slutningen af april.
Forhandlingerne foregår i grænsebyen Panmunjom, og fra hvert land deltager en delegation på tre medlemmer.
Den sydkoreanske delegation er ledet af genforeningsminister Cho Myoung-gyon, mens den nordkoreanske ledes af Ri Son-gwon, som står i spidsen for et statsligt organ med ansvar for interkoreanske sager.
Da den nordkoreanske delegationsleder, Ri Son-gwon, hilste de sydkoreanske embedsmænd velkommen ved Tongilgak-bygningen, der kontrolleres af Nordkorea, sagde han, at de sidste 80 dage har været fyldt med "hidtil usete historiske begivenheder".
Det sker med henvisning til genoptagelsen af dialog mellem de to lande før vinter-OL i Sydkorea samt aftalen om et topmøde mellem præsident Moon Jae-in og leder Kim Jong-un i april.
Ri Son-gwon udtrykte samtidig håb om et resultat, der vil opfylde nationens "håb og ønske".
Samtalerne sker i kølvandet på et overraskende møde mellem Kim Jong-un og Kinas præsident, Xi Jinping, tidligere på ugen.
Iagttagere vurderer, at Kim Jong-uns Kina-besøg var rettet mod at forbedre begge landes positioner forud for Kims planlagte møde med Moon og USA's præsident, Donald Trump.
Kilder:
Mystik og internationalt pres: Derfor besøgte Kim Jong-un Kina
Avis: Nordkorea overvejer topmøder med Japan og Rusland
Nord- og Sydkorea indleder samtaler i grænseby før topmøde