Posts tagged: R1832 - BSNyt
En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Nye fotos, som mandag blev offentliggjort af overvågnings-gruppen 38 North, viser, at Nordkorea åbenbart er begyndt at afmontere vigtige dele af rumfartsstationen Sophae.
Fotografierne, som er blevet taget mellem 20. og 22. juli, viser angiveligt, at Sophae er ved at blive fjernet.

Hvis det vigtige anlæg vitterlig er ved at blive afmonteret, så vil det være en stor sejr for USAs præsident Donald Trump, som for nylig deltog i et opsigtsvækkende topmøde med Kim Jong-un.
- Faciliteterne har spillet en stor rolle i udviklingen af teknologien bag Nord Koreas ballistiske missilprogram. Afmonteringen viser, at Nord Korea ønsker at opbygge tillid, siger 38 Norths Joseph Bermudez.

Og der er flere fremskridt:

Som aftalt på et topmøde mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump, i juni har Nordkorea fredag udleveret de jordiske rester af amerikanske soldater, der blev dræbt i Koreakrigen.

Fredag morgen dansk tid bekræfter Det Hvide Hus ifølge flere internationale nyhedsbureauer, at et amerikansk transportfly har hentet de jordiske rester og bragt dem til en base i Sydkorea.
- I dag opfylder Kim Jong-un en del af den forpligtelse, han gav præsidenten, og overdrager faldne amerikanske soldater, oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er glade for Nordkoreas handlinger. Der er momentum til positive forandringer.
- Dagens handling udgør et vigtigt første skridt i arbejdet med at hente de jordiske rester hjem fra Nordkorea og genoptage feltoperationer i landet for at søge efter de flere end anslået 5300 amerikanere, der endnu ikke er vendt hjem, skriver Det Hvide Hus videre.

Ifølge nyhedsbureauet AP gennemførte USA og Nordkorea i fællesskab 33 bjærgningsoperationer fra 1996 til 2005 og indsamlede resterne fra i alt 229 faldne amerikanere.

Men måske er alt, ikke som det skal være:

FN's forsøg på at få Nordkorea til at makke ret og indstille bestræbelserne på at blive en atommagt er ifølge en ny FN-rapport ikke den store succes.

Nordkorea har således ikke indstillet udviklingen af hverken atomvåben eller missiler. Det viser en fortrolig FN-rapport ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Nordkorea eksporterer fortsat kul, jern, tekstiler, fisk og skaldyr samt mange andre ting, som sikrer landet millioner i hård valuta. Nordkorea omgår også forbud mod at købe råolie og olieprodukter.

Indtægter i dollar og andre udenlandske valutaer menes at være helt afgørende for, at Nordkorea er i stand til at finansiere sine våbenprogrammer.

Der virker som om man automatisk antager, at pengene fra den ulovlige eksport skal bruges på våben, men samtidig fortæller de, at der bliver købt olie...

Omkring ti millioner nordkoreanere mangler mad og anden humanitær bistand, og omkring 20 procent af børnene i Nordkorea er underernærede, estimerer FN.

USA vil foreslå en række tiltag for at undgå, at humanitær hjælp til Nordkorea bliver forsinket som følge af FN-sanktioner mod landet.

Trump-administrationen forslår blandt andet at lempe kravene til, at nødhjælpsorganisationer skal levere detaljerede beskrivelser af samtlige varer, der bringes ind i landet. Samtidig understreger USA, at landet støtter FN's strenge sanktioner, indtil Nordkorea har foretaget en fuldstændig atomnedrustning.

Kilder:
Fotos afslører: Nu piller Kim Jung-un farligt anlæg ned
USA: Kim holder ord ved at overdrage faldne soldater
FN-rapport: Nordkorea blæser på sanktioner og forbud
USA vil sikre nødhjælp til Nordkorea trods sanktioner

Et tweet fra Teslas topchef og storaktionær Elon Musk fik tirsdag fondsbørsen til at suspendere handlen med virksomhedens aktier. Ifølge tweetet overvejer han at afnotere Tesla ved at købe det af fondsbørsen for 420 dollars pr. aktie. Han skriver endvidere, at finansieringen er sikret.

Før tweetet lå aktiekursen i 342 dollars, men den steg på kort tid til 371 dollars, inden den amerikanske Nasdaq-børs suspenderede handlen.

Kl. 21.45 dansk tid blev handlen med Tesla-aktier atter givet fri på Nasdaq-børsen. Efter kort tid steg kursen med over 10 pct.

En aktiepris på 420 dollars prissætter hele Tesla til 71 mia. dollars. Inden tweetet fra Elon Musk var markedsværdien 58 mia. dollars. Allerede det værdisætter Tesla højere end de etablerede - og betydeligt mere velindtjenende General Motors og Ford.

Elon Musk sendte tirsdag en e-mail til de ansatte, hvori han redegør nærmere for overvejelserne om at afnotere virksomheden fra børsen.

Grundlæggende drejer det sig ifølge ham om at skabe det bedste miljø at operere i for Tesla. Som børsnoteret er virksomheden udsat for "vilde udsving", pointerer han, ligesom kravet om kvartalsvise regnskabsmeddelelser sætter virksomheden under pres for at træffe kortsigtede beslutninger, som ikke »nødvendigvis er de rigtige på langt sigt,« som han skriver.
Han understreger i e-mailen, at der endnu ikke er taget en endelig beslutning.

I Sverige er det ikke let at være oprindelig svensk. Hvis man er gammel, er det ekstra svært. Mange lever på gaden, og nogle kører rundt i busser og tog hele natten for at kunne holde varmen. Men dem der er så heldige, stadigvæk at have et hjem, må ikke selv bestemme.

Hvis man har behov for hjemmehjælp, så må de ældre svenskere ikke vælge "visse etniciteter" fra. Det er diskrimination og racisme. Derimod må "visse etniciteter" gerne vælge arabisk talende hjemmehjælp til. Det er hensyn.

Siden det kom frem, at flere ældre i Västernorrlands kommuner havde ønsket sig etnisk svensk personale, er Diskrimineringsombudsmanden gået ind i sagen.
Diskrimineringsombudsmanden mener, at det er diskriminerende, når kommuner giver de etnisk svenske ældre mulighed for at vælge plejepersonale efter herkomst.

På den anden side, så kan Diskrimineringsombudsmanden ikke udtale sig om de mange serviceordninger der tilbyder kultur- og sprogspecifik hjemmehjælp. Omkring disse serviceordninger er tavsheden larmende.

Der er plejehjem der har arabisk som niche, og som reklamerer med at kunne tilbyde vandpiber, arabiske TV-kanaler og alt muligt andet som minder de ældre om hjemlandet. Det er ikke noget Diskrimineringsombudsmanden reagerer på.

En 28-årig kvinde iført niqab er som den første blevet sigtet for at overtræde tildækningsforbuddet, der trådte i kraft onsdag. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Kvinden kom op at toppes med en anden kvinde på en rulletrappe i Hørsholm Midtpunkt.
- De skubber lidt til hinanden, og det udvikler sig, fortæller vagtchef David Borchersen.
- Under slagsmålet ryger hendes niqab af, men da vi når frem, har hun taget den på igen, fortsætter han.

Begge kvinder er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men den 28-årige er altså også som den første sigtet for at overtræde tildækningsforbuddet.
Den 28-årige kvinde vil om nogen tid få tilsendt en bøde på 1000 kroner for at overtræde tildækningsforbuddet. Hvis hun nægter at betale, vil sagen blive indbragt for domstolene.

Snart bliver det formentlig muligt for Tesla-ejere at spille de klassiske arkadespil Pole Position, Tempest og Missile Command på display-skærmen i deres Tesla. Atari-klasikere bliver nemlig en del af den amerikanske virksomhed Teslas næste software-opdatering til Tesla-ejere, skriver virksomhedens administerende direktør, Elon Musk.

Han skriver samtidig, at han håber på at inkludere Tempest, Missile Command og racerspillet Pole Position. Styringen af sidstnævnte vil være forbundet til bilens rat - når bilen står stille, tilføjer Tesla-direktøren.

Atari-spillene bliver sandsynligvis kun første bølge af bilspil, da Elon Musk også opfordrer spiludviklere til at ansøge (om job, red) ved Tesla.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte trækker endnu engang overskrifter verden over. Denne gang har han smadret luksusbiler af den helt dyre slags. Samlet set er der smadret slæder for mere end 30.000.000 kroner.

Destrueringen af de svinedyre biler kommer ifølge medierne som et led i præsidentens kampagne mod korruption og smugling. Udover 68 biler stod også otte motorcykler for skud, da en bulldozer fladmaste dem.
Køretøjerne har alle tidligere været i smugleres besiddelse.

En bombe ved en militær kontrolpost i det sydlige Filippinerne har tirsdag dræbt mindst ti mennesker. Eksplosionen skete, da soldater og regeringsvenlige militstropper var ved at inspicere en varevogn, som var blevet stoppet ved kontrolposten lige efter daggry.

Den voldsomme eksplosion dræbte mindst en soldat, fem militsfolk og fire landsbyboere. Det skete i udkanten af byen Lamitan, der hovedsageligt har kristne indbyggere, og som ligger på den overvejende muslimske ø Basilan.

Basilan er en højborg for den militante gruppe Abu Sayyaf, der har svoret troskab til Islamisk Stat (IS). Abu Sayyaf har gennem årene taget adskillige vestlige og lokale gidsler. Flere gidsler er blevet halshugget, hvis gruppens krav om løsepenge ikke er blevet opfyldt.

Det frygtes, at Abu Sayyaf og andre islamistiske grupper forsøger at tage kontrollen over det sydlige Filippinerne og danne et kalifat.

Klodens største kongepingvinkoloni er skrumpet med næsten 90 procent de seneste tre årtier. Det oplyser forskere i en artikel, der mandag er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Antarctic Science.

Der er tale om en koloni på den afsides, franske ø Ile aux Cochons, der ligger midt imellem Afrika og Antarktis. Sidste gang, forskere var på besøg på øen, var der omkring to millioner kongepingviner. I dag - knap tre årtier senere - er det tal skrumpet til 200.000.

Årsagen til det store fald er et mysterie for forskerne.
- Det er fuldstændig uventet, og det er særligt væsentligt, fordi kolonien udgjorde næsten en tredjedel af verdens kongepingviner, siger den førende forfatter til artiklen, Henri Weimerskirch.

Weimerskirch og hans kolleger har i tidligere studier beskrevet, at klimaforandringer - som det ser ud nu - vil betyde, at øgruppen Iles Crozet, som Ile aux Cochons er en del af, vil være ubeboelig for kongepingviner cirka i midten af dette århundrede.
Det er ikke en mulighed for kongepingvinerne at migrere, da der ikke er andre øer i nærheden, der passer til dem.

En global territoriekamp er undervejs. Over de seneste tre årtier har global opvarmning fået den arktiske is til at smelte. Og selvom de fleste ser det som en katastofe, er der altså fem arktiske nationer, der kan få noget ud af det. Som mere af isen smelter, er der nemlig fem lande, der omgiver Nordpolen, der ved et nyt hav kan se frem til nye handelsruter og naturressourcer.

Ifølge det engelske Royal Institute of International Affairs er det nye arktiske hav fyldt med uopdagede naturressourcer. Det inkluderer olie og naturgas, men derudover også mineraler som guld, zink, nikkel og platin. Og selvom disse ressourcer alle er svært tilgængelige, gør global opvarmning nu opgaven lidt lettere for de arktiske nationer.

Under international lovgivning kan hvert land gøre krav på hav op til 370 kilometer ud fra sin kyst. Derudover er det frit lejde, hvis et land altså kan bevise over for FN, at den ydre zone tilhører dem. Indtil videre har kun Island og Norge gjort krav på ydre zoner, der er blevet godkendt.
Problemet opstår derimod, når landes krav på nyt territorium overlapper. Rusland, Danmark og Canadas krav overlapper nemlig hinanden, og ingen af kravene er derfor blevet godkendt endnu.

Også Kina vil have en bid af kagen. Selvom landet ikke har territorier i den arktiske region, vil Kina have sin internationale og 6000 kilometer lange handelsrute til at skyde igennem den arktiske region.

Vi gik nok alle og troede, at alle katolske præster var homoseksuelle pædofile, men det lader ikke til at være tilfældet:

Seksuelle overgreb begået af katolske præster er ikke kun gået ud over kordrenge og andre mindreårige. Også nonner har i årtier været udsat for voldtægter og seksuelt misbrug fra præster og biskopper.
En nonne i Indien har for nylig anmeldt en biskop til politiet for voldtægt. Noget, som for bare et par år siden ville have været helt utænkeligt.

En afrikansk nonne, der ikke ønsker at stå frem med navn, fortæller således til nyhedsbureauet AP, at hun for næsten 20 år siden var udsat for et seksuelt overgreb fra den præst, som hun var i gang med at skrifte over for.

Omfanget af seksuelt misbrug af nonner er uvist, i det mindste uden for Vatikanets mure. Men tidligere denne uge stod en gruppe nonner fra en mindre menighed i Chile frem på en national tv-station med deres historier om overgreb begået af præster og andre nonner.

Fire grove sexoverfald og voldtægtsforsøg får nu politiet i Herning til at advare enlige kvinder, som færdes i Hernings natteliv: Gå ikke alene og på øde steder. Aftal afhentning eller tag en taxa.

Advarslen kommer efter det seneste voldtægtsforsøg mod en 18-årig kvinde klokken 04.35 natten til søndag. I denne sag er to afghanske asylansøgere på henholdsvis 16 og 18 år blevet varetægtsfængslet i fire uger, men politiet i Herning efterlyser en tredje mand, som var med i forsøget på gruppevoldtægt af den 18-årige kvinde.

Fremgangsmåden ved de fire voldtægtsforsøg har været nogenlunde den samme, hvor en kvinde bliver forfulgt og trukket ind i en gyde og forsøgt voldtaget.

Radarinstrumenter på rumfartøjet Mars Express har fundet, hvad der tilsyneladende er en sø på Jordens naboplanet Mars. Søen, der er af saltvand, er omkring 20 meter i diameter og befinder sig under halvanden kilometers is på Mars' sydpol.

Ifølge forskerne bag fundet, er det muligt for mikrobiologisk liv at leve i den underjordiske sø.
- Dette er det sted på Mars, hvor man har noget, der minder mest om noget beboeligt - et sted hvor liv kan eksistere, siger planetforsker Roberto Orosei fra Istituto Nazionale di Astrofisica i Italien, der ledte forskningen. Italienske videnskabsmænd har brugt tre år på at indsamle radarsignaler, der er indhentet af Det Europæiske Rumprograms rumfartøj Mars Express.

Fundet af flydende vand på Mars er ikke et entydigt bevis på, at der er liv på planeten, men det er et skridt på vejen til at finde ud af, om der kan være.
- Det er ikke nyt, at der er vand på Mars, det har vi vidst i mange år. Men det vand, vi kender fra Mars, har primært eksisteret som is eller damp, fordi lufttrykket på Mars er meget lavere end på Jorden.

Det er om at kigge godt efter, når man er ude at vandre i den norske natur. Her har man nemlig aldrig oplevet så mange hugormebid, som man gør i år.

- Vi oplever, at der er rigtig mange, som er blevet bidt af hugorme i år i forhold til tidligere år. Det er nok på grund af varmen, der gør, at vi er mere uden for i det gode vejr, fortæller professor Dag Jacobsen, som er afdelingsleder for akutmedicinsk afdeling ved Oslo Universitetssygehus.

Den norske afdeling af Giftlinjen, Giftinformasjonen, melder også om en stigning i antallet af henvendelser fra folk, som er kommet i karambolage med den eneste giftige slange i den norske natur.
- Siden maj har vi fået 264 henvendelser fra mennesker, der er blevet bidt af en hugorm, fortæller Anita von Krogh, der er seniorrådgiver hos Giftinformasjonen.

I Skandinavien bruger man et specielt antistof for at neutralisere hugormegiften, der cirkulerer i blodet. Modgiften gives til omkring halvdelen af de patienter, som indlægges på sygehuset efter at have været i kontakt med hugormen. Men denne sommer er antistoffet, som kaldes ViperaTAb, blevet en mangelvare på grund af den høje efterspørgsel.

- På grund af stigningen i bid, har vi været nødt til at tage et 'reserve-antistof' ind på det nationale lager for modgifter ved akutmedicinsk afdeling i Ullevål.
- Det, vi har tilbage af den originale modgiften, vil vi hellere bruge på udsatte grupper, som børn og dem med hesteallergi, fortæller Dag Jacobsen

Ebola-udbruddet, der menes at have kostet 33 mennesker livet i Den Demokratiske Republik Congo, er overstået. Det meddeler landets sundhedsminister i en udtalelse tirsdag.

- Efter en observationsperiode på 42 dage uden nogen nye tilfælde erklærer vi herved, at udbruddet af den smitsomme sygdom ebola er overstået, hedder det i en erklæringen fra sundhedsministeren, Oly Ilunga Kalenga.

Både Verdenssundhedsorganisationen WHO og myndigheder i DRCongo satte hurtigt ind over for ebolaudbruddet. Blandt andet blev omkring 3300 mennesker vaccineret mod den dødelige virus. Vaccinationerne var med til at inddæmme smitten, også da den nåede frem til havnebyen Mbandaka med 1,5 millioner indbyggere.

En ny kirkegård har skabt splid mellem de levende i Kolding. Den multireligiøse kirkegård skal have plads til forskellige religioner, men et større kontrovers opstod. Muslimerne måtte ikke få et særskilt område til deres gravpladser, og formanden for Kolding Kirkegårde, Henry Ebsen, hævdede, at det aldrig havde været en del af aftalen.

Hele det multireligiøse projekt begyndte, da de muslimske grupperinger bad om det. Der havde de gjort det klart, at de muslimske gravpladser var nødt til at være afskåret fra resten af gravpladsen, forklarer byrådsmedlem i Kolding Hamlaoui Bahloul.
- Det var et ønske fra de muslimske grupperinger i Kolding, at gravpladsen skulle være opdelt. Fuldstændig ligesom den er i Esbjerg eller Vejle. Det var ønsket i starten af projektet, og det er ønsket nu.

Et nyt forslag lyder på, at der vil blive tilsidesat 50-60 gravpladser på den nye kirkegård, som den muslimske gruppering skal betale kontingent for.

Cuba lægger op til markante samfundsændringer i en ny forfatning, som nationalforsamlingen i Havana debatterer denne weekend. Det enerådende kommunistparti har allerede godkendt reformudkastet, og når det er stemt gennem parlamentet, skal det blåstemples ved en folkeafstemning.

Privat ejendomsret, ægteskab mellem personer af samme køn samt et mål om at opbygge en socialistisk stat er blandt forslagene i udkastet. Den nuværende forfatning fra 1976 taler om at opbygge et "kommunistisk samfund", men det punkt er udeladt i udkastet. Den nye forfatning vil også anerkende udenlandske investeringer som en vigtig del af samfundsudviklingen.

Reformen lanceres bare tre måneder efter, at Miguel Díaz-Canel afløste Raul Castro som præsident. Den 86-årige Raul Castro trak sig som præsident i april. Men han er fortsat leder af kommunistpartiet og vil beholde den post indtil 2021. Castro er også formand for den kommission, der har udarbejdet forfatningsreformen.

Udkastet fastsætter også nye rammer for præsidentembedet. En præsident skal således være under 60 år, når vedkommende bliver valgt første gang og kan højst sidde i to femårige perioder i træk.

Kinas mål er at erstatte USA som verdens ledende stormagt. Det har Michael Collins, der er vicedirektør for den amerikanske efterretningstjeneste CIAs østasiatiske missionscenter, udtalt på en konference i Aspen fredag.
»Ud fra deres betingelser og hvad Xi Jinping signalerer, vil jeg per definition mene, at det, de har gang i imod os, grundlæggende er en kold krig - ikke en kold krig, som er lig den, vi så under Den Kolde Krig, men en kold krig per definition. Et land, der udnytter alle muligheder for magt, lovlig såvel som ulovlig, offentlig og privat, økonomisk og militært, for at underminere sin rivals position i forhold til sin egen position uden at ende i en direkte konflikt. Kineserne vil trods alt ikke have en konflikt,« sagde Michael Collins på pressemødet, der omhandlede et voksende Kina.

Michael Collins skulle under konferencen redegøre for udviklingen mellem USA og Kina, og Collins' kommentarer stod da heller ikke alene, da både FBI-direktør Christopher Wray og direktør for USA's nationale sikkerhed, Dan Coats, har peget på Kina som den største trussel mod USA på nuværende tidspunkt.

Fredag var den amerikanske præsident, Donald Trump, også ude med riven efter Kina på Twitter, hvor han beskyldte Kina og EU for at manipulere valutakurser.
»Kina, Den Europæiske Union og andre har manipuleret deres valutakurser og renter lavere, mens USA løfter renterne, og dollaren bliver stærkere og stærkere for hver dag - hvilket fjerner fordelen for vore store virksomheder. Som sædvanlig er det ikke en fair kamp,« lød det fra Trump i på det sociale medie.

Ved Korea Open deltager fire hold med spillere fra Nord- og Sydkorea. To bordtennisspillere fra hver sin ende af Den Koreanske Halvø kan tage hjem fra turneringen med gyldent metal. Det fælles koreanske hold med herrespilleren Jang Woo-jin fra Sydkorea og den kvindelige spiller Cha Hyo Sim fra Nordkorea besejrede nemlig sammen et kinesisk par i finalen i mixeddouble.

Det er første gang i næsten tre årtier, at et fælles koreansk sportshold vinder guld. Senest skete det i 1991, da Korea slog Kina i damedouble ved VM i bordtennis.

Nord- og Sydkorea er teknisk set stadig i krig efter Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953 og endte med våbenhvile i stedet for en fredsaftale. Men ofte er sport blevet brugt som en måde at forbinde de to nationer.

Noget tyder på, at nationernes sportslige ambitioner går på tværs af landegrænserne. Der er nemlig også planer om at stille med fælles hold i roning, kanoroning og basketball ved Asian Games, der starter 18. august i Indonesien.

Niels Jørgensen fik sig noget af et chok, da han forleden vågnede ved, at der lød et kæmpe brag i hans soveværelse i det hus, han bor i med sin familie i Asperup på Fyn. Det fik ham øjeblikkeligt til at stå op for at tjekke, hvad der var sket.
- Jeg finder jo ud af, at huset er revnet flere steder. Der er kommet en kæmpe revne både indvendigt og udvendigt i soveværelset og flere andre steder i huset. Lyden var meget kraftig, så jeg fik da noget af et chok, siger Niels Jørgensen.

Ifølge Niels Jørgensen revner hans hus, fordi det ligger på en særlig lerjord. Den jord kan ikke tåle den tørke, som lige nu er over Danmark.
- Mit hus ligger jo på det her særlige Lillebælts-ler, og det er derfor, at huset slår så mange revner. Det er virkelig ekstremt, og jeg bliver nødt til at gå rundt og vande rundt om huset for at fugte det lidt flere gange om dagen. Jeg forsøger at gøre, hvad jeg kan, for at der ikke kommer yderligere skader, siger han.

Til Ekstra Bladet fortæller John Cappelen, der er seniormeteorolog hos DMI, at tørken lige i øjeblikket er meget ekstrem og kan have store konsekvenser for danskerne.
- Der er ingen tvivl om, at sommeren i år indtil videre har været ekstrem varm og tør, og man er derfor begyndt at kunne se konsekvenser rundt om i det danske land, lyder det fra meteorologen.

Ifølge John Cappelen er det derfor heller ikke utænkeligt, at flere danskere den næste tid vil opleve, at deres hus slår revner.
- Hvis ens hus er placeret på en jord, der nemt tørrer ud, for eksempel ler, så er det klart, at tørken også her kan give problemer og skabe sprækker i fundamentet, som det har gjort hos Niels, siger han.

Lørdag 14. juli skulle have været en dejlig udflugt for de to 16-årige svenske tvillinge-søstre Jessie Holm og Nicolle Holm, der var taget fra deres by Motala for at tilbringe dagen i den svenske by Linköbing. Dagen udviklede sig imidlertid til et orgie af vold, som har fået store konsekvenser for Jessie og Nicolle.

Pigerne tog ind i det centrale Linköbing, hvor de spiste på McDonald's sammen med nogle venner. Og da de bagefter stod ude foran fastfood-restauranten, blev de opsøgt af to unge mænd, der opførte sig meget aggressivt. Derfor bad pigerne de to unge mænd om lade dem være i fred. Svaret kom resolut og voldeligt, da Nicolle fik en hård lussing i hovedet, der sprængte hendes trommehinde. Da Nicole efter slaget kiggede op igen, fik hun også en knytnæve i ansigtet.

Tvillilnge-søsteren Jessie kom straks sin søster til hjælp:
- Jeg forsøgte at skubbe dem væk, men så sprang de på mig. De sparkede mig i maven og i brystet, så jeg røg ind i en væg, fortæller Jessie Holm, der brækkede flere ribben i forbindelse med de hårde spark.
- Jeg blev svimmel, men tog alligevel min mobil frem og filmede de to unge mænd. Jeg tænkte, at det var godt at have et bevis på, hvordan de så ud, fortæller Jessie til Aftonbladet.

Ekstra Bladet har kontaktet presseafdelingen hos politiet i Linköbing, og herfra bekræfter man, at to unge 16-årige piger blev udsat for et overfald lørdag eftermiddag. Og de blev efterfølgende kørt til akut-afdelingen på det lokale hospital, hvor de blev behandlet for deres skader.

Men udover de fysiske skader udviklede sagen sig også på en ubehagelig måde for de to tvillinge-søstre og deres far, Bjørn Holm. De blev nemlig alle tre, i den store Facebook-gruppe 'Människor mot rasism', beskyldt for, at historien om overfaldet var fake-news. Bjørn Holm lagde efter overfaldet et opslag ud på Facebook med sin datters video af de to overfaldsmænd. Her skrev han:
- De her to fyre på ca. 20 år overfaldt mine tvillinge-døtre ude foran McDonalds i Linköbing centrum i dag. Mine døtre er på hospitalet med alvorlige skader. Hjælp mig med at finde/identificere disse svin. Del opslaget, så vi kan få fat i dem.

Facebook-gruppen 'Människor mot rasism' kom imidlertid hurtigt på banen og skrev følgende opslag omkring Bjørn Holms opslag om overfaldet på sine døtre.
'Det her indlæg spredes på flere Facebook-sider. Det virker, som om det er fake news med henblik på at kaste smuds på ensom kommende flygtninge. Hvis man tjekker farens profil, kan man se, at han har liket flere racistiske hjemmesider, hvilket indikerer, at formålet med opslaget er, som vi skrev'.

Facebook-gruppen skrev også, at hændelsen hverken var registreret hos politiet eller på det lokale hospital.
'Hvis faren kan bevise, at vi har taget fejl, og hændelsen faktisk har fundet sted, så fjerner vi selvfølgelig det her opslag'.
Flere svenske medier kom på sagen. Og nu har Facebook-gruppen ''Människor mot rasism' fjernet opslaget fra sin side. Men deres opslag havde allerede spredt sig på de sociale medier, fordi mange mente, at det var racistisk motiveret, fordi man på videoen kunne se de to gerningsmænd, der lignede flygtninge. Og det betød, at både Bjørn Holm og hans døtre fik flere trusler, selv om politiet har bekræftet, at de to piger har været udsat for et overgreb.

Israel har natten til torsdag vedtaget en kontroversiel lov, der slår fast, at kun jøder har ret til selvbestemmelse i landet. Loven er blevet kaldt racistisk og på grænsen til apartheid af det arabiske mindretal i Israel.

Afstemningen, der blev indledt onsdag, varede mere end otte timer, og endte med at blive vedtaget med 62 stemmer for og 55 stemmer imod.
- Dette er et afgørende øjeblik for zionismen og den israelske stats historie, sagde premierminister Benjamin Netanyahu efter afstemningen.

Med den såkaldte "jødiske nationalstatslov" fratages det arabiske sprog sin titel som et officielt sprog i landet på linje med hebraisk. I stedet får arabisk en "speciel status", der gør det muligt, at sproget fortsat kan anvendes i israelske institutioner.
Derudover bliver de jødiske bosættelser kategoriseret som værende i den nationale interesse.

Premierminister Netanyahu forsvarer dog loven.
- Vi vil fortsætte med at sikre borgerrettigheder i det israelske demokrati, men flertallet har også rettigheder, og flertallet bestemmer, sagde han inden afstemningen.

Der lever omkring 1,8 millioner israelske arabere i landet. De udgør 20 procent af den israelske befolkning på i alt ni millioner mennesker.

Regeringen barsler med flere måder, hvorpå det kan gøres billigere at vælge en miljøvenlig elbil frem for en bil, der kører på benzin eller diesel. Allerede til efteråret kan det blive mange tusinde kroner billigere at købe en elbil, når regeringen fremlægger en ny klimaplan.

Det mest markante forslag er et nyt "direkte tilskud til køb af elbil". Som eksempel nævnes et tilskud på 50.000 kroner per bil, hvilket kan vare ved frem til 2021 eller indtil et salg på 10.000 elbiler, står der i regeringens notater. Det direkte tilskud vurderes at øge salget fra cirka 1000 elbiler om året til 3000.

Hvis regeringen vælger den ordning, vil det koste statskassen 150 millioner kroner i alt. Desuden vil staten tabe penge, når de ekstra elbiler fortrænger et vist antal benzin- og dieseldrevne biler, fordi registreringsafgiften, ejerafgiften og brændstofafgiften er højere for de almindelige biler. I sidste ende vil det betyde tabte indtægter på i alt 300 millioner kroner.

Tilskudsordningen minder om ordninger, der findes i Tyskland, Norge og Storbritannien. Her sælges markant flere elbiler end i Danmark.