En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

To gerningsmænd i en spektakulær tortur-sag i England er begge blevet idømt 15 års fængsel i retten i Leeds.
Den 35-årige Sakhawat Hussain og 30-årige Andre Clarke hældte kogende vand over ofrets kønsdele og tvang ham til at fremføre sange af den amerikanske sanger Whitney Houston, som led i et nedværdigende overfald.

Det kom frem i retten, at gerningsmændene, der torturerede ofret grundet en uenighed omkring stoffer, også truede ofrets gravide kæreste.

Ifølge anklagerne, ankom gerningsmændene først til mandens hjem 23. januar på grund af en uenighed omkring et kilo kokain.
Her pegede den ene af gerningsmændene, Andre Clarke, blandt andet på ofrets gravide kærestes mave og truede med at 'skære barnet ud', hvis de ikke fik stoffer.

Få dage senere kom de to mænd tilbage, hvor Sakhawat Hussain gav ofret skylden for at have stjålet kokain til en værdi af 2,6 millioner kroner.

Tre medlemmer af mandens familie, inklusiv hans unge søn, blev holdt fanget, imens ofret selv blev ført ned i kælderen, hvor han blev tæsket i flere timer.
Han blev herefter smidt ind i en bil og kørt til en lejlighed, hvor gerningsmændene tog tøjet af ham og hældte kogende vand på hans kønsdele.

Under seancen blev han tvunget til at danse og synge sange af Whitney Houston, men senere samme nat lykkedes det ham at flygte lejligheden og kontakte politiet.

36 indiske skolepiger har modtaget behandling på hospitalet, efter de er blevet angrebet af en stor folkemængde bestående af teenagedrenge og deres forældre, fordi pigerne klagede over sexchikane.

Både politi og vidner har udtalt, at pigerne legede på et område nær skolen, da en gruppe teenagedrenge henvendte sig til dem og kom med seksuelle tilnærmelser.
Pigerne svarede igen og modsatte sig tilnærmelserne, hvorefter drengene forsvandt fra området.

Omkring 20 minutter senere kom drengene tilbage, og flere af deres forældre var fulgt med. Bevæbnet med bambusstokke og jernstænger gik folkemængden til angreb på pigerne, der er mellem 10 og 14 år.

Seks drenge og en kvinde er sidenhen blevet anholdt i den nord-østlige delstat Bihar for deres rolle i angrebet på pigerne, der fandt sted på en kostskole for piger.

Der skal graves noget dybere i statskassen i de kommende år, når der skal betales for Danmarks medlemskab af EU. Finansministeriet regner med, at det danske EU-bidrag vil komme til at koste 2-3 mia. kroner mere netto i gennemsnit om året i 2021-2027. Det fremgår af et svar til Folketingets Europaudvalg.

Det er Enhedslistens Søren Søndergaard, der har rejst spørgsmålet om de danske EU-udgifter. Han kalder det uacceptabelt, hvis Danmark skal betale mere.
”Vi må gøre det klart fra Folketingets side, at Danmark ikke har til sinds at godkende et nyt EU-budget, hvor det danske bidrag stiger. EU må kigge på sine udgifter og koncentrere sig om sine kerneopgaver. Når indtægterne falder, fordi Storbritannien forlader EU, må man sænke udgifterne,” siger Søren Søndergaard

Præcis hvor stor ekstra-regningen bliver, afhænger af flere ting. EU-budgettet for 2021-2027 er ikke forhandlet på plads endnu, og der er heller ikke en aftale på plads om Storbritanniens udtræden af EU. Og det er især det sidste, der koster, forklarer Finansministeriet.

Danmark betaler i dag ca. 20 milliarder kroner brutto om året til EU, hvoraf ca. halvdelen kommer retur, det meste som landbrugsstøtte.