En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

'Jul, jul, jul, jul, jul, jul - rør blot ikke ved min gamle jul', lyder det i Peter Fabers klassiske julesang 'Sikken voldsom trængsel og alarm' fra 1848.
Men gik man og troede, at den langskæggede og buttede julemand trods alt ville være fredet - selv i disse tider, hvor kønsroller, diskrimination og identitet diskuteres som aldrig før - kan man godt tro om igen.

Diskussionen om julemandens køn er nemlig blusset op i kølvandet på en undersøgelse, hvor 4.000 personer i USA og Storbritannien blev spurgt, om de ville foretrække en mandlig, en kvindelig eller en kønsneutral udgave, hvis man forestillede sig, at julemanden skulle genopfindes.
10,6 procent svarede, at de ville foretrække en kvinde, mens 17,15 procent svarede, at de ønskede sig en kønsneutral julemand.

Den danske kønsdebattør Henrik Marstal, der blandt andet har skrevet bogen 'Breve fra en kønsforræder', finder debatten vigtig og ser den som led i et større opgør med de etablerede kønsstereotyper i samfundet. Selvom han hilser debatten velkommen, er han dog tvivlende i forhold til, om opgøret med den mandlige julemand vil blive ført ud i livet.
- Det er et opgør, som medfører en masse praktiske problemer. Det er måske ikke helt så festligt, når 'julemanden' ikke afbilledes med hvidt fuldskæg, og kan man så overhovedet genkende 'ham'?, spørger Henrik Marstal og påpeger den åbenlyse udfordring med at finde et nyt, passende navn til den gavmilde fantasifigur.

Falske robotprofiler på Facebook kan have været med til at sprede vildledende informationer, som skulle skabe modstand mod den danske tilslutning til FN's migrationspagt.

Udenrigsministeriet har set »klare indikationer« på, at flere opslag er blevet spredt af automatiserede robotprofiler i forbindelse med, at den omdiskuterede pagt skulle underskrives. I en screening har ministeriet fundet mindst 16 profiler, som i mistænkelig grad ligner automatiserede robotter.

Disse profiler poster ofte 8-13 opslag indenfor samme minuttal, og de deler altid indhold fra samme kilde. En af profilerne postede 100 opslag indenfor en time. Flere af profilerne har op mod 5.000 venner på Facebook - det maksimale antal for en profil. De har ingen personlige billeder og ingen personlige informationer på deres profil.

På Facebook har der eksempelvis været budskaber om, at aftalen åbner for masseindvandring fra Afrika. En påstand, som regeringens jurister blankt har afvist.

Det vælter frem med nye dyrearter i Mekong-regionen, der samler Myanmar, Laos, Cambodia, Thailand og Vietnam. Forskere fra hele verden har fundet 157 nye arter i regionen siden 2017. Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden.

En stor del af de nye dyrearter er allerede på listen over truede dyrearter, og organisationen frygter, at man aldrig når at finde alle dyr i området, inden de bliver udryddet.

WWF's største udfordring er, at områderne har været eller er præget af konflikt, skovene bliver fældet eller udtyndet, og krybskytter slår dyrene ihjel.

Siden 1997 har man fundet 2681 nye arter i Mekong-regionen.

Når vinteren rammer Danmark, rejser flere tusinde danskere mod sol og palmer i Thailand. Men ferieparadiset med det hvide sand, mystiske templer og levende storbyer rummer også på fare. Alene i år er tre personer døde af rabies i Thailand.

400 dyr er konstateret smittet, hvilket er en fordobling i forhold til året før. Det fortæller alarmcentralen SOS International, som forventer, at mere end 50.000 danskere tager turen til 'smilets land' i Asien i december og resten af vintermånederne.

Den store stigning i antallet af smittede dyr har fået de thailandske myndigheder til at tage nye skridt i kampen mod rabies, der på et tidspunkt var at finde i hele 40 provinser i Thailand; herunder de populære turistområder Bangkok og Chiang Rai.
Myndighederne sagde tidligere på året ifølge BBC, at udbruddet er under kontrol, og målet var at vaccinere ti millioner hunde og katte inden september i år. WHO meddeler, at vaccination af hunde er den mest effektive metode til at undgå rabies hos mennesker.

Rabies findes også hos aber, og derfor skal turisterne være særlig opmærksomme i de populære abeparker i Asien, hvor aberne kan finde på at angribe folk, der fodrer dem eller blot går rundt med mad og drikke i hænderne. Aberne er kloge dyr, og de har lært mange tricks for at få fat i lækkerier fra turisterne, advarer SOS International.

Rabies har høj dødelighed, så det er vigtigt, at man kontakter en læge hurtigst muligt, hvis man skulle blive bidt af et dyr.

FN's Flygtningehøjkommissariat skønner, at op mod en kvart million syriske flygtninge vil vende tilbage til Syrien i 2019.

Størstedelen af de syriske flygtninge har søgt tilflugt i nabolandene Tyrkiet, Jordan og Libanon.

Sidste år vendte i alt 341 flygtninge og indvandrere hjem med støtte fra Danmark via Dansk Flygtningehjælp - ingen af dem var syrere. I årets ti første måneder er foreløbig 304 flygtninge og indvandrere rejst hjem med støtte fra Danmark - ingen af dem var syrere.

Det bliver alene våbenhandlere med tilladelse til at forhandle våben, som får lov til at sælge peberspray til danskerne. Det oplyser direktør for Danmarks Våbenhandlerforening Poul Erik Pedersen til Ekstra Bladet.

Altså skal man i en af de 70 jagtbutikker i Danmark, som er organiseret under Danmarks Våbenhandlerforeninger, hvis man ønsker at skaffe sig peberspray. Årsagen er, at peberspray betragtes som et våben, og at det altså kræver særlig tilladelse til at forhandle den slags.

Det bliver i første omgang nødvendigt at møde fysisk op i jagtbutikken. Altså kan det ikke lade sig gøre at købe peberspray til levering over internettet.
- Man skal fremvise id, så man kan sandsynliggøre, at man er over 18 år, siger Poul Erik Pedersen til Ekstra Bladet.

Den nye lov, som er blevet vedtaget tirsdag, gør, at det fremover er tilladt at købe og opbevare peberspray i eget hjem. Hensigten er at give danskerne mulighed for at forsvare sig selv. Eksempelvis under hjemmerøverier. Kritikere hævder, at peberspray risikerer at falde i de forkerte hænder, så folk med kriminelle hensigter nu nemt kan skaffe sig en peberspray, som de kan bruge til at angribe med.

Men Poul Erik Pedersen mener ikke, at det bliver noget stort problem.
- Man kan nemt finde andre ting, som kan gøre det samme, men som endda er farligere. Eksempelvis knive, siger han.