En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har onsdag overværet en prøveaffyring af et nyt våben. Det skriver det nordkoreanske statsmedie, KCNA, natten til torsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der skal være tale om en "ny type taktisk, fjernstyret våben", skriver KCNA.

Det er den første prøveaffyring af et våben i Nordkorea, siden et topmøde mellem Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump, sluttede i februar uden en aftale.

Prøveaffyringen kan ifølge nyhedsbureauet AP ses som et tegn på Nordkoreas utilfredshed med det dødvande, som forhandlingerne med USA om en atomafrustning befinder sig i.

Det beskrives ikke nærmere, hvilken type våben der onsdag er blevet prøveaffyret. Det er dermed uvist, hvorvidt der er tale om et missil eller en anden type våben. Ifølge Reuters betyder beskrivelsen "taktisk", at der er tale om et våben med kort rækkevidde. Der er dermed ikke tale om et ballistisk missil med lang rækkevidde, som er blevet anset som en trussel mod USA.

I november sidste år overværede Kim Jong-un ligeledes prøveaffyringen af et uidentificeret "taktisk våben", som skulle beskytte Nordkorea. Ifølge eksperter var det en del af Nordkoreas bestræbelser på at forandre landets konventionelle militær bestående af 1,3 millioner soldater.

25.100 mennesker mistede livet i trafikulykker på EU's veje i 2018. Det tal prøver EU nu at nedbringe med en ny lov, der påkræver, at samtlige køretøjer i EU skal have installeret en stribe sikkerhedsteknologier. Loven er tirsdag blevet formelt vedtaget i EU-Parlamentet.
- Denne lov baner vejen for at redde tusindvis af liv i de kommende år. Vores fokus har altid været på sikkerheden for trafikanter, navnlig de sårbare, siger Ròza Thun. Hun repræsenterer Det Europæiske Folkeparti i EU-Parlamentet og har været ordfører for direktivet.

Fra maj 2022 skal en række sikkerhedsforanstaltninger såsom intelligent fartkontrol, bakkealarmer og nødbremsesystemer installeres i nye køretøjer i EU.
For ældre personbiler bliver fristen maj 2024.

Ud over fartkontrollen skal der installeres nødbremsesystemer, som automatisk bremser ens bil, hvis man er ved at køre op i et andet køretøj. Sådan et system er i forvejen obligatorisk i lastbiler og busser. De tunge køretøjer skal fremover designes og have systemer installeret, der kan minimere blinde vinkler for føreren.

De fleste af teknologierne skal installeres i nye tunge køretøjer fra 2024. For førere af ældre modeller hedder fristen 2028.

Loven skal nu godkendes af EU's stats- og regeringschefer, inden den kan blive indført i medlemslandene.

Tesla-stifter og milliardær Elon Musk er sjældent bleg for en overraskende udmelding på Twitter. Nu har han løftet sløret for en af elbilgigantens fremtidsplaner, der efter alt at dømme skal generere kontante overskud til virksomheden - og til ejerne af Teslas futuristiske biler.

En fiks bruger havde opdaget en detalje i sin bil, der ikke umiddelbart havde nogen god forklaring. Han havde nemlig opdaget et lillebitte kamera, der var installeret på bilens bakspejl, og som vendte ind mod kabinen. Adspurgt på Twitter, var Musk hurtig med en forklaring:
- Det er der, til når vi begynder at konkurrere med Uber og Lyft, og folk lader deres bil tjene penge til dem som en del af Teslas flåde af selvkørende delebiler. Hvis nogen smadrer din bil, kan du tjekke videoen, lød det fra Elon Musk i et Twitter-svar.

Skal man tage svaret for gode varer, så er den amerikanske bilproducent ved at gøre klar til at lade sine kunder bruge Tesla-bilerne som selvkørende taxaer. Ifølge Musk skal der - udover myndighedernes tilladelse - ikke ret meget andet end en softwareopdatering til, før bilerne er i stand til at agere taxaer. Al hardwaren er nemlig allerede i bilerne, ligesom det lille førnævnte kamera. Dermed kan ejere af nye Tesla-biler blot læne sig tilbage og vente på næste automatiske softwareopdatering.

Det lyder som plottet til en skrækfilm, men scenen er hentet direkte fra virkeligheden:
På en skole i USA blev drenge i årevis mishandlet og afstraffet i et omfang, så mange af dem endte med at dø af det. Og ikke nok med det:

Deres lig ligger begravet i skolens baghave.

Arthur G. Dozier-skolen fungerede fra 1900 til 2011 som en såkaldt 'højrisiko' skole for drenge, der havde været på kant med loven.

Skolens metoder har alle dage været omdiskuteret, og det vakte også opsigt, at flere drenge gennem årene forsvandt på mystisk vis. Mange år efter er flere tidligere elever stået frem og fortalt om vold, voldtægter og mulige drab på skolen.

Ifølge skolens egne papirer blev 34 drenge begravet i haven, mens 31 andre blev sendt hjem for at blive begravet.

Dertil kommer flere, som døde af influenza, lungebetændelse og tuberkulose. Der var dog også en del, hvor dødsårsagen blev opgivet som 'ukendt' eller 'ulykke' i skolens officielle papirer.

I 2013 fandt myndighederne resterne af 55 drenge i anonyme grave på skolens område. Nu skriver New York Times så, at myndighederne kan have fundet 27 nye lig i skolens baghave.

Jerry Cooper gik på skolen fra 1960 til 1961, og han siger til avisen, at han ikke er overrasket over fundene.
»Jeg har altid sagt, at det ikke er alle ligene. Jeg har oplevet stedet. Jeg ved, hvad der skete der. Det er meget værre, end folk tror,« siger han.
Selv fik han engang 135 piskeslag, som nær havde taget livet af ham.

Det var ultimative og urimelige krav, der førte til sammenbruddet i forhandlingerne mellem USA og Nordkorea, da de to landes ledere mødtes til topmøde i Vietnam i slutningen af februar. Det siger Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i en tale til nationalforsamlingen lørdag.
- Vi sætter i høj grad pris på at løse problemerne gennem dialog og forhandling. Men den amerikanske form for dialog med ultimative krav til vores land har vi ingen interesse i, sagde Kim.

Kim understregede dog i talen, at forholdet mellem de to ledere fortsat er godt. Derfor er han også åben for at deltage i endnu et topmøde med Donald Trump.
- Vi venter gerne indtil årets udgang, hvis USA kan træffe en modig beslutning, lød det fra den nordkoreanske leder.

Han tilføjede dog, at forhandlingerne bliver sværere i tredje forsøg.

Ifølge USA endte topmødet uden resultater, fordi Nordkorea krævede, at samtlige økonomiske sanktioner mod landet skulle løftes. Samtidig ville Nordkorea ikke forpligte sig til ekstensiv nedrustning, lød kritikken fra præsident Trumps forhandlere.

Torsdag sagde Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, under et besøg i USA, at dialogen med Nordkorea skal fortsætte, da den åbne dialog har ført til faldende spændinger på halvøen.