En kort nyhedsoversigt, med nyheder fra forskellige kilder. Nyhederne er ikke traditionelt organiseret, men det er fordi de primært bruges i min ugentlige radioudsendelse på VibeFM.
Organiseringen sker i stedet ved brug af tags, og det er derfor ikke utænkeligt at du vil støde på tags der ikke umiddelbart giver mening.
Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis bruger meget energi på det seneste terrorangreb, eller hvad andre medier nu lige måtte vælge at prioritere højt.
Jeg har dog valgt alligevel at gøre min nyhedssamling tilgængelig, i håbet om, at andre også kan få fornøjelse af dem." itemprop="description"/>

Efter års tovtrækkeri skal den 67-årige, tidligere vognmand og hashsmugler Jørn Lisberg nu udleveres til Frankrig, hvor han er idømt syv års fængsel for forsøg på indsmugling af 103 kilo hash.

Hans mere end fire år lange kamp mod et ufrivilligt ophold i Frankrig sluttede onsdag morgen, da han klokken 8.22 blev erklæret anholdt på sin bopæl i et lejet sommerhus ved Slagelse. Godt fire timer senere faldt afgørelsen i Retten i Næstved: Jørn Lisberg skal udleveres og varetægtsfængsles, indtil beslutningen kan gennemføres.

Kendelsen er den foreløbige kulmination på et forløb, der går helt tilbage til oktober 2014, da franske toldere pågreb en af Lisbergs chauffører med 103 kilo hash i lasten. Chaufføren er senere idømt fem års fængsel i sagen, men franskmændene fandt også grund til at sigte Lisberg og anmodede om at få ham udleveret allerede i december samme år.

Tidligere udleverede lande aldrig egne statsborgere til retsforfølgelse eller afsoning i andre lande. Dengang skulle det andet lad føre sagen i personens hjemland, hvor straffen også ville blive afsonet. Alt det har EU dog ændret på...

Vores skotske forfædre har bestemt ikke ligget på den lade side, viser nyt arkæologisk fund. De havde nemlig travlt med at bygge kunstige øer, og nu viser et opsigtsvækkende fund af en potte tilbage i 2012, at øerne daterer sig længere tilbage i tiden end først antaget.

Potten blev fundet på bunden af den skotske sø Loch Arnish af den lokale arkæolog Chris Murray, og det har efterfølgende været muligt at fastslå, at flere af øerne med stor sandsynlighed blev konstrueret helt tilbage i bondestenalderen, 3640–3360 f.v.t. Tidligere har arkæologer regnet med, at øerne blev bygget omkring jernalderen og post-middelalderen.

Efter fundet af den nærmest intakte potte gik den lokale arkæolog således sammen med både arkæologer fra University of Southhampton og University of Reading.
- De kunstige øer repræsenterer en stor indsats flere tusinde år tilbage, hvor mennesker byggede mini-øer ved at stable tonsvis af sten op på bunden af søen, fortæller Arkæolog på University of Southampton Fraser Sturt i en pressemeddelelse fra universitet.

Til at fastslå tidsalderen anvendte arkæologerne den naturvidenskabelige metode kulstof 14-datering, som bruges til datering af arkæologiske og geologiske prøver.

De fleste af øerne kan findes ved Ydre Hebriderne, som er en øgruppe vest for fastlandet i Skotland. Og indtil videre er det kun 10 procent af de kunstige øer rundt i Skotland, der er blevet undersøgt med kulstof 14-datering, hvorfor der muligvis findes langt flere kunstige øer fra bondestenalderen.

Indenfor de sidste par årtier har også Dubai bygget kunstige øer.

Al isen på Grønland kan være væk om 800 år, og det vil alene give havstigninger på op til 7,3 meter. Det konkluderer forskere fra blandt andet DTU og University of Alaska i USA.

Det er en nyudviklet og mere avanceret computermodel, som forskerne har brugt til at estimere, hvordan indlandsisen vil blive påvirket af temperaturstigningerne i de kommende mange år.
- Der er mange, der har prøvet at sige noget om klimaet fremadrettet. Men med denne her model, har vi koblet hele systemet sammen.
- Det vil sige, at vi for eksempel tager højde for oceanernes påvirkning, atmosfærens påvirkning, men også grundfjeldets påvirkning. For når isen smelter, så hæver grundfjeldet sig, og det påvirker også afsmeltningen, siger Abbas Khan, professor ved DTU Space.

Ifølge modellens værste scenarie, hvor al is på Grønland smelter inden for de næste 800 år, vil der ske en kraftig acceleration i afsmeltningen.
- De seneste 20.000 år er der afsmeltet, hvad der svarer til cirka 4,6 meter i global havstigning. Så der står altså til at afsmelte en langt større mængde på 800 år, end der er smeltet på 20.000.

Selv om modellen kigger mange år ud i fremtiden, tror Abbas Khan alligevel på, at estimaterne er realistiske.
- Vi har testet modellen ved at se, hvor god den har været til at forudsige, hvordan isen på Grønland har udviklet sig over de seneste tre årtier. Og det har modellen kunnet sige ret præcist.

Hvis du også synes at 800 år, lyder som lang tid, så tænk på, at Erik Den Røde døde for 1016 år siden, og ham taler vi stadig om...

Københavns Politi måtte i en periode neddrosle bemandingen i Udlændingekontrolsektionen (UKS), der forbereder udlændingesager, for at passe på lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan.
- Det er en kendt sag, at politiet har brugt omfattende ressourcer på at sikre den offentlige ro og orden under Stram Kurs’ demonstrationer.
- Hos Københavns Politi har vi løbende prioriteret de ressourcer, vi har, og der er blevet inddraget bemanding fra en række afdelinger, blandt andet Udlændingekontrolsektionen, skriver Københavns Politi i en mail til Frederiksborg Amts Avis.

Det er UKS, som håndterer og forbereder udlændingesager i politikredsen, men Frederiksborg Amts Avis erfarer, at sektionen blev lukket den 25. april, så medarbejderne i UKS kunne hjælpe med at håndtere beskyttelsen af Paludan. Arbejdet med udlændingesager blev i stedet overladt til politiets operative personale.

Københavns Politi afviser, at der har været tale om en decideret lukning af afdelingen, men erkender, at afdelingen har haft "væsentligt reduceret bemanding".
- Det har naturligvis haft betydning for sektionens muligheder for at opretholde kontroltrykket og at assistere resten af politikredsen med sagsbehandling i udlændingesager, skriver Københavns Politi.

Oprindeligt skulle UKS være forblevet lukket frem til den 17. juni, men efter kritik fra flere sider blev perioden forkortet. Den 25. maj overtog UKS igen behandlingen af udlændingesagerne.

Mikkel Elsingers seks-årige datter går til svømning på et kønsopdelt svømmehold i bydelen Tingbjerg i København.

Om datteren gør fremskridt i det klorfyldte bassin, har faren dog ingen mulighed for at se. Det er nemlig kun kvindelige forældre, der må sidde med på tilskuerrækkerne de seks gange om året, hvor de voksne bliver inviteret indenfor.
- Det virker besynderligt. I andre klubber hiver og flår de i forældrene for at få dem til at blive en del af foreningslivet, siger den 40-årige far til TV 2.

Reglerne skabte en undren hos Mikkel Elsinger, der kontaktede Hovedstadens Svømmeklub, som står for holdet i Tingbjerg.

Her var meldingen, at beslutningen skal fungere som et hensyn til familierne i Tingbjerg. Og det er samme begrundelse, der går igen, da TV 2 søndag taler med formand for Hovedstadens Svømmeklub, Allan Nymand.
Han fortæller, at reglerne ikke bunder i et religiøst hensyn, men at foreningen gennem erfaringer fra et projekt i svømmehallen ved, at flere piger kommer på svømmeholdet, hvis det er kønsopdelt.

Hensynet til Tingbjergs beboere kan Mikkel Elsinger godt forstå. Han mener dog, at det foregår på forkerte præmisser.
- Det er problematisk, hvis man tager så meget hensyn til en gruppe, at man går på kompromis med rettighederne mellem kønnene, siger han.

Det fik i maj Mikkel Elsinger til at kontakte Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde fra Alternativet, for at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af svømmehallens tiltag.
I et skriftligt svar forklarer hun, at Borgerrepræsentationen tilslutter sig foreningens måde at udføre svømmetræningen, og at hun ser positivt på tilbuddet i Tingbjerg.

Fra 29. maj til 29. juni kan norske Merete Hodne ikke bruge sin Facebook-konto, efter den er blevet midlertidigt spærret.

Den sanktion mener hun er så voldsomt et indgreb mod hendes ytringsfrihed, at hun nu sagsøger selskabet og dets stifter Mark Zuckerberg for 7,63 mia. kr. - svarende til cirka 240 mio. kr. per dag hun er udelukket.

Det er uklart helt præcist hvad, der har ført til Hodnes udelukkelse fra det sociale medie. Men Hodne selv mener at kunne koble det til, at hun får et år siden fik begrænset visningen til et opslag, hvor hun med et billede udtrykte støtte til den stærkt højreorienterede brite Tommy Robinson.

Kvindens advokat Per Danielsen forklarer det ekstreme beløb, man sagsøger for, med at man baserer sig på »amerikanske retsprincipper.«
»Og fordi et af verdens største selskaber af præventive grunde bør pålægges en høj erstatning, så indgreb i ytringsfriheden ikke gentager sig,« forklarer han videre.

NRK har fået en ekspert i mediejura til at give sin vurdering med af søgsmålet. Denne har ikke megen tiltro til, at Merete Hodne skulle få succes med sit foretagende.
»Ingen kan pålægge Facebook at have noget bestemt indhold på deres medie. Det bestemmer det i udgangspunktet selv,« forklarer advokat Jon Wessel Aas til NRK.

Merete Hodne har tidligere været i offentlighedens søgelys i Norge, efter hun nægtede at farve hår på en muslimsk kvinde, som på daværende tidspunkt gik med hijab. Den sag endte i retten, hvor hun blev pålagt en både på lidt over 5.000 kr.

Efterfølgende blev hun kaldt »nazifrisør« i en revysketch. Hodne lagde sag en for den ytring, men tabte i retten.

Merete Hodne er siden den hårfarvningssagen blevet kendt som islamkritiker i Norge. Selv kalder hun sig »frihedskæmper.«

Altså, Facebook stiller en platform til rådighed, hvor folk kan ytre sig, men de vil have lov til at bestemme hvem der kan ytre hvad. Og det er tilsyneladende helt i orden.
Merete Hodne har stillet en service til rådighed hvor folk kunne så håndteret håret, men hun måtte ikke selv vælge, hvilke kunne hun ønskede at betjene. Det var ikke i orden.
Dét virker da ikke helt fair...