USA's præsident, Donald Trump, vil gerne møde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i den demilitariserede zone (DMZ) mellem Nord- og Sydkorea. Det skriver Trump natten til lørdag dansk tid på Twitter, mens han er til G20-topmøde i Osaka i Japan.
- Efter nogle vigtige møder, herunder mit møde med Kinas præsident, Xi Jinping, forlader jeg Japan og tager til Sydkorea med præsident Ban Ki-moon (Sydkoreas præsident, red.).
- Mens jeg er der, hvis Kim Jong-un ser dette, vil jeg gerne møde ham ved den demilitariserede zone. Bare for at give ham hånden og sige goddag, skriver Trump.
Nordkoreas viceudenrigsminister, Choe Son Hui, kalder det "et meget interessant forslag", og at det ville være godt for at styrke båndet mellem de to lande.
Hui siger, at Nordkorea endnu ikke har modtaget en officiel invitation.
Opdatering: Sydkoreas præsident bekræfter møde ved den demilitariserede zone
Ifølge nyhedsbureauet Reuters ankom Trump til Seoul i Sydkorea sent lørdag for at tale med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, efter at have deltaget i G20-topmødet i Osaka.
Trump blev her spurgt, om Kim vil mødes med ham i DMZ søndag, hvortil Trump svarede:
- Vi må se. Han vil rigtig gerne.
Mødet i zonen mellem Nordkorea og Sydkorea giver forhåbninger om, at USA og Nordkorea kan genoptage forhandlingerne om den atomaftale, landene tidligere har forsøgt at forhandle på plads.
- Vores folk er ved at finde ud af hele. Vi vil begge gerne mødes, sagde Trump efter et møde med flere sydkoreanske virksomheder natten til søndag dansk tid.
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har sidenhen bekræftet, at mødet vil finde sted.
- USA's og Nordkoreas ledere vil mødes til et håndtryk for freden, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Donald Trump ankommer ifølge planen til DMZ senere på dagen søndag lokal tid.
- Det bliver et kort møde. Egentlig bare et håndtryk. Men et håndtryk betyder meget, siger Trump.
- Jeg ser frem til at ankomme til DMZ, som jeg længe gerne har villet besøgt, siger han.
Præsidenten sagde, at han havde et godt forhold til Kim, men at parterne stadig er et stykke fra at blive enige om en atomaftale.
Aftalen vil lukke ned for Nordkoreas atomprogram, mod at USA fjerner sanktioner mod landet. Det skal ifølge USA's plan være med til at sikre freden på den koreanske halvø.
Sydkoreas præsident kalder det søndag for en "milepæl", hvis mødet skulle finde sted. Trump og Kim mødtes sidst i Vietnam i februar.
Opdatering: Håndtryk genstarter atomforhandlinger mellem USA og Nordkorea
Mødet var historisk, fordi det er første gang nogensinde, at en amerikansk præsident krydser grænsen til det lukkede land.
Under seancen, der er blevet sendt direkte på tv, takkede Donald Trump den nordkoreanske leder.
- Det er en ære for mig at være her, sagde Trump blandt andet og satte et par ord på forholdet til Kim Jong Un:
- Jeg har kunnet lide ham, siden første gang jeg så ham.
Kim Jong Un fortalte, at han var "meget overrasket" over Trumps tilbud om at mødes. Om håndtrykket sagde han, at "det er udtryk for, at i dag er anderledes fra i går".
Efter håndtrykket holdt de to ledere et møde i den demilitariserede zone (DMZ) mellem Sydkorea og Nordkorea. Det varede 50 minutter, hvorefter Trump fortalte om de genstartede forhandlinger.