»Flagermusens immunsystem må have en særlig profil eller svaghed et sted,« siger Irene Ørpetveit, virusforsker ved Veterinærinstituttet i Oslo.
Når vi bliver syge, er det nemlig sjældent selve virussen eller bakterierne, der slår os ud.
Det er derimod feberen og betændelsen - kroppens eget forsvar mod bakterier og virusser - der slår benene væk under os og får os til at overgive os til sengen og den varme dyne.
Men hos flagermus lader det til, at immunforsvaret er pænt ligeglad med, at virusser trænger ind i kroppen.
De flyvende pattedyr kan være bærere af varianter af virusser, som kan resultere i meget alvorlige sygdomme som ebola, SARS og rabies.
Coronavirus, som i disse dage hærger rundt omkring i verden, og som for nylig blev navngivet COVID-19 af Verdenssundhedsorganisationen WHO, stammer højst sandsynligt fra flagermus.
Men hvorfor reagerer flagermusenes immunsystem ikke kraftigt på de farlige virusser? En del af svaret ligger muligvis gemt i et lille protein kaldet STING.
Proteinet opfører sig nemlig helt anderledes i flagermus end i andre dyr som katte, mus, hunde, heste og høns. Det viste forskerne bag et studie, som blev publiceret i 2018.
Proteinet har til opgave at slå alarm, hvis det opdager indtrængere. Når en virus har sneget sig ind i vores celler, frigiver det sit arvestof. Derfor er fritflydende DNA et tegn på, at en celle er blevet angrebet.
Vores eget DNA ligge godt beskyttet inderst inde i cellekernen. Men STING-proteinets respons er meget svagere i flagermus end i mennesker eller andre dyr. Og det er afgørende for flagermusene.
»Det, som er ret spændende ved det nye studie, er, at flagermusene afværger, at immunforsvaret sættes i alarmberedskab, hver gang der er fritflydende DNA i cellerne,« siger Irene Ørpetveit.
For i modsætning til andre pattedyr flyder stykker af flagermusens eget DNA ud i cellerne - helt naturligt.
Når flagermusen flyver, forbrænder de nemlig så meget energi, at såkaldte frie radikaler bliver produceret indeni deres celler.
De frie radikaler kan ødelægge det arvestof, som ligger beskyttet indeni cellekernenerne.
Flagermusene har heldigvis flere mekanismer, som udbedrer skaden på arvestoffet igen.
Men de ødelagte DNA-stykker risikerer at havne ude i cellen, før de bliver repareret.
Det ville ikke være så praktisk, hvis flagermusen troede, at den blev angrebet af en virus, hver gang den var ude og flyve.
Men selv om flagermusene ikke bliver slået ud af deres eget immunsystem, kan de alligevel blive syge, for det er jo ikke kun feber og betændelse, der gør os syge; dødelige virusser er jo farlige i sig selv.
De kan dræbe de celler, som de angriber, og sprede sig til andre celler i kroppen, hvis de ikke bliver stoppet.
Hvis flagermus generer, irriterer eller på anden måde volder plage for mennesker og dyr, kan det være et tegn på, at de er syge. Det er dog kun en lille risiko for at blive smittet med sygdom af en flagermus i Norden.