I Kina er to byer i området omkring Shanghai i forhandlinger om at få lov til at lave en kopi af Randers centrum i fuld størrelse. Hele byen forventes at stå færdig inden udgangen af 2020.
Den lidt utraditionelle eksportopgave med at lave en kinesisk kopi af midtbyen i Randers tog sin begyndelse tidligere i år, da det kinesiske firma "Andersen Paradise" meddelte, at man syntes så godt om bymidten i den jyske by, at man ville kopiere den.
I løbet af året er man kommet så vidt, at konkrakten nu er ved at blive underskrevet, og herefter kan forarbejdet med at tage billeder af hele midtbyen fra alle tænkelige vinkler, så arkitekterne kan gå i gang med at kopiere Randers og bygge byen op igen i Kina.
Håbet er, at den tro kopi af Randers' bymidte, der skal bo et sted i Kina, kan skaffe mere turisme, styrke byens image og skubbe erhvervssamarbejdet med det store land i den rigtige retning.
Firmaet bag Randers-kopien har indgået aftaler med flere kinesiske byer om at lave oplevelsesbyer under navnet "Danish Town Project". Projekterne bliver finansieret af den kinesiske regering og "Andersen Paradise".
Også en del af Venedig, London samt landsbyer fra bl.a. Østrig, Schweiz, Sverige og Holland er blevet kopieret af kineserne. Uden for Shanghai kan man bl.a. finde byen Luodian, som ligner den svenske by Sigtuna.