Astronauterne om bord på Den Internationale Rumstation, ISS, måtte torsdag reparere en lille lækage, der i første omgang blev tilskrevet et sammenstød med en mikrometeor.
Imidlertid har det russiske rumagentur, Roskosmos, nu undersøgt sagen og er kommet frem til, at det lille hul i rumstationen bar præg af at være boret af et menneske. Rusland vil derfor ikke udelukke, at hullet er et resultat af sabotage, og Dmitrij Rogozin siger nu, at rumstationen ikke - som først meddelt - stødte sammen med en lille meteor.
Der er p.t. tre amerikanere, to russere og én tysker om bord på ISS. Det var i det russiske fartøj Sojus, at man opdagede hullet. Hvis der skulle være tale om en "medfødt" fejl i fartøjet, er det dermed den russiske produktion af Sojus, som bærer skylden for hullet.