Flere politiske fanger i Saudi-Arabiens varetægt er underernærede og har pådraget sig både snitsår, blå mærker og forbrændinger. Det viser medicinske rapporter, som den britiske avis The Guardian er kommet i besiddelse af.
Ifølge avisen er de medicinske rapporter blevet udarbejdet til Saudi-Arabiens konge, Salman bin Abdulaziz Al Saud, og kommer angiveligt også med en anbefaling om at løslade de op til 60 fanger, der er blevet undersøgt. Mange af dem er kvinder.
Den saudiarabiske regering har ikke ønsket at kommentere på de lækkede dokumenter, men har flere gange tidligere nægtet anklagerne om, at der udøves tortur i fængslerne.
»Kongeriget Saudi-Arabiens retsvæsen tolererer ikke, fremmer ikke eller tillader ikke brugen af tortur. Enhver, om det er mand eller kvinde, der efterforskes, går gennem den normale juridiske proces, som under afhøringerne er ledet af den offentlige anklagemyndighed, og som ikke på nogen måde baserer sig på hverken fysisk, seksuel eller psykisk tortur,« sagde en saudisk talsmand til CNN i november.