Der var tale om et 'alvorligt terrorangreb', da en gruppe personer i slutningen af februar trængte ind på Nordkoreas ambassade i Spaniens hovedstad, Madrid, og blandt andet stjal computere og dokumenter. Sådan lyder det fra en talsmand for Nordkoreas udenrigsministerium i styrets første officielle kommentar til hændelsen.
I alt ti personer tiltvang sig 22. februar adgang til den nordkoreanske ambassade i Madrid. Personerne kom fra blandt andet USA, Mexico og Sydkorea, har Spaniens Højesteret tidligere oplyst. Ifølge Højesteretten er der fundet bevis for en række forbrydelser begået på ambassaden. Herunder ulovlig indtrængen, trusler og tyveri. Under røveriet blev flere ansatte på ambassaden desuden overfaldet.
Spaniens Højesteret har oplyst, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, efter episoden i Madrid blev tilbudt stjålne dokumenter fra ambassaden. Det var angiveligt gruppens leder - en mexicansk statsborger med bopæl i USA - der tog kontakt til FBI i kølvandet på røveriet.