Hvis folk i det centrale Orlando søndag havde svært ved at tro deres egne øjne, er det fuldt forståeligt. Her kunne man nemlig se en person i et kridhvidt påskeharekostume dele knytnæver ud til en mand, der var oppe at slås med en kvinde på gaden, skriver Orlando Weekly.
Ifølge et øjenvidne startede slagsmålet, da manden stødte ind i kvinden. De to var allerede ved at udveksle slag, da påskeharen blandede sig og tildelte manden et par solide knytnæveslag.
De stridende parter blev dog hurtigt stoppet af en betjent og sendt i hver sin retning, uden at nogen blev sigtet.
- Fyren spyttede hende i ansigtet. Jeg løb derover for at skille dem ad, men så var fyren ved at vinde, og slagsmålet blev værre, så jeg måtte anstrenge mig lidt mere, fortæller påskeharen, Antoine McDonald, som troede han ville blive anholdt efter slagsmålet.